Elfaglærer Per Reinert, som har haft de 5 elever siden sommerferien, var overrasket over virksomhedernes efterspørgsel:
– Alle 5 elever blev ringet op 2 og 3 gange af nordjyske virksomheder med tilbud om praktikplads. Det sker ikke hver dag, men det går godt i el-branchen i øjeblikket. Vores seneste almindelige hold på ca. 25 elever, har de fleste fået elevplads, dog er der ganske få dygtige elever i skolepraktik.
Rasmus Pedersen var den første, der fik plads – det fik han allerede, inden han startede på skolen hos Østerby El-Service på Læsø. Før det har Rasmus været pilot i Malaysia og senest Spanien, hvor han boede med sin familie.
– Niklas og jeg er gamle kammerater, og vi har tit joket med, at jeg kunne blive elektrikerlærling hos ham, hvis alt gik skævt. Og da pilotbranchen i Spanien blev ramt af coronaen, så tog jeg chancen og spurgte Niklas om en plads. Han holdt sit løfte, og nu har jeg været hos ham i næsten et år og aldrig fortrudt det. Jeg hygger mig med el-arbejdet. Konen, som er fra Malaysia, skal lige vænne sig til klimaet, men det går fint.
En anden af dem, der fandt en plads, er Kristian Rahbek fra Vrå. Han var i prøvepraktik i 2 uger hos Erik Lytzen A/S,, og i den periode fandt han ud af, at han havde valgt rigtig med elektrikerfaget, og at han gerne ville i lære hos Erik Lytzen A/S.
– Lytzen er et eftertragtet sted at være i lære, og der ville jeg gerne i lære. Heldigvis tilbød chefen mig en uddannelsesaftale på et år, og det er jeg meget glad for.
Chefen er Anders Nielsen, direktør hos Lytzen A/S, og han har lige i øjeblikket 41 lærlinge ansat i hele koncernen. I alt er der 120 ansatte, så lærlingene fylder godt op, og det er en hel bevidst strategi, som Lytzen har fulgt i flere år.
– Vi har flest elektrikerlærlinge. Vi ansætter 8-10 lærlinge om året, og de fleste har været i prøvepraktik først. Vi har ikke problemer med at skaffe gode lærlinge. Det er de uddannede elektrikere, der er svære at få fat i. Derfor har vi i mange år valgt at ansætte relativt mange lærlinge, uddanne dem og så forsøge at holde på dem. Og det synes jeg, vi er gode til, faktisk har 62 af de 120 ansatte været her i mere end 10 år.
I det hele taget gør Erik Lytzen A/S en del for at skabe mere interesse for elektriker-faget og mange andre erhvervsskolefag. Anders Nielsen beretter bl.a. om en langvarig tradition med at få besøg af folkeskole-klasser og have elever i praktik, som er blevet lidt trætte af skolen.
– Vi ser ikke kun på vores egen forretning, men vil også gerne hjælpe med at skaffe uddannelser til andre virksomheders medarbejdere. Vi var bl.a. en af syv virksomheder, som var med til at lave den Ungegaranti, som Hjørring Kommune arbejder med i øjeblikket. Og det gør vi jo, fordi vi gerne vil have, at de unge skal se, hvad håndværksfaget er.
Efter nytår kommer et nyt hold på Grundforløb 2 for elektrikere hos EUC Nord, og de skal finde en læreplads, som de starter på efter sommerferien 2022. Hvis alt går, som det plejer i disse år, så vil ingen af dem få problemer med at finde læreplads. Faktisk råder EUC Nord virksomhederne til at finde deres lærlinge, før de er stoppet på skolen. Per Reinert får det sidste ord:
– Der bliver færre unge i Vendsyssel, og virksomhederne skal begynde at hyre lærlinge til foråret. Det er faktisk også et krav i den nye trepartsaftale. Skolerne skal hjælpe virksomhederne med tidligere at få lavet uddannelseskontrakter med de unge, noget som vi på skole ser frem til med glæde.