”Udvikling af lokalsamfundet med tanke på helheden er det grundlæggende synspunkt, jeg bringer med ind i arbejdet i bestyrelsen for Erhverv Hjørring.”
Sådan lyder det fra Michael Bue Nielsen, der er udpeget som fagbevægelsens repræsentant i bestyrelsen, skriver Claus Dindler hos Hjørring ErhvervsCenter.
Michael Bue Nielsen, der er uddannet tømrer, har siden 2018 været formand for LO-Vendsyssel, der er paraply-organisation for en stribe fagforeninger i Hjørring, Frederikshavn og Læsø kommuner. Den faglige spændvidde er bred. Fra HK’ere og socialpædagoger til smede og specialarbejdere.
Michael Bue Nielsen er således vant til at favne bredt – fagligt og geografisk – og han medbringer også en bred tilgang til bestyrelsesarbejdet.
”Det er min holdning, at den fortsatte udvikling af vores lokalsamfund skal tage udgangspunkt i, at vi skal have mulighed for, at vores arbejdsliv også tager hensyn til helheden i vores tilværelse.
Vi skal have lønsomme virksomheder, der skaber flest mulige arbejdspladser. Men det skal være med jobs, hvor der er et arbejdsmiljø, der ikke nedslider mennesker hverken fysisk eller psykisk, og der skal være tid og plads til et godt liv i familierne og i det sociale liv,” siger Michael Bue Nielsen.
Det er i øvrigt ikke hans opfattelse, at hans holdninger adskiller sig grundlæggende fra de holdninger, han møder i Erhverv Hjørrings bestyrelse.
”Det er mennesker, der kan tænke og handle ud over deres egen virksomheds interesser og er engageret i lokalsamfundet i bred forstand.”
Michael Bue Nielsen er optaget af, at arbejdsstyrken har de optimale kompetencer i forhold til udviklingen på arbejdspladser.
”Især på det såkaldt ufaglærte område sker der en voldsom udvikling. Der stilles krav om specielle færdigheder i næsten alle funktioner i en moderne virksomhed. Derfor er det vigtigt, at vi udnytter alle muligheder for en stadig opkvalificering af arbejdsstyrken.”
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.