Af Mikael Justesen
Der kommer en dag, hvor vi kan samles en masse mennesker, flå vores mundbind af, smide dem i en bunke, hælde håndsprit på og sætte ild til.
Der kommer en dag, hvor vi kan give hånd til venner og fremmede, kramme de næreste og hoste et host i Netto uden at folk stirrer.
Der kommer en dag hvor vi kan gå til koncert og sprutte mundvand og fadøl en mixture ud i atmosfæren mens vi skråler med på For Eeeevigt. Uden at det er farligt. (Men stadig ulækkert)
Der kommer en dag, hvor vatpinde igen er til at rense ører med, hvor hvide telte er noget vi rejser fordi vi skal have en fest, ikke en test, og hvor hjælpepakker ikke er noget vi giver til hinanden men til folk i lande langt væk.
Der kommer en dag, hvor vi får vores frihed igen, hvor vi kan flyve frit, feste frit og fejre farmors fødselsdag frit.
Måske vi så har lært, hvad friheden er værd. At den ikke er så selvfølgelig som vi troede. At vi altid, altid, altid skal kæmpe for den, på en eller anden måde.
Hvis vi har lært det, når bålene af brugte mundbind blusser i gaderne, så er der i det mindste kommet een værdifuld ting ud af det her.
