Året skydes i gang med en ny udstilling med den franske samtidskunstner Joséphine Douet, der for første gang har en stor soloudstilling på dansk jord. I udstillingen ”The Breath of Leviathan – Havets væsen” stiller kunstneren skarpt på forholdet mellem natur og menneske med afsæt i Vendsyssel, hvor hun tilbringer dele af året.

Henover sommeren kan du opleve samtidskunstner Cathrine Raben Davidsens grafiske værk. Cathrine Raben Davidsen har over tid skabt mere end 400 grafiske værker, og det er netop det, der nu for første gang præsenteres i en stor retrospektiv udstilling med udvalgt grafik fra perioden 1998-2022.

I efteråret folder kunstnerparret Lisbeth Eugenie Christensen og Per Ahlmann deres værker ud i en dialogudstilling. Udstillingen giver et intimt indblik i deres kontinuerlige arbejde i værkstedet – de mange daglige overvejelser om farve, linje, form og indhold i henholdsvis maleri og keramik. I 2021 erhvervede museet værket “Chord” af Lisbeth Eugenie Christensen, og det vil også indgå i udstillingen.


Udover de tre særudstillinger byder året på en række fokusudstillinger samt en ophængning med værker fra museets samling af landskabskunst i forbindelse med formidlingstilbuddet ”I sporet på kunsten”.

I 2022 ville billedkunstneren Poul Anker Bech (1942-2009) være fyldt 80 år. Det markerer Vendsyssel Kunstmuseum blandt andet med lanceringen af VKM ArtCamp – et mobilt kreaværksted inspireret af Poul Anker Bechs billedunivers.
ArtCampen kommer til at byde på kunst, kreativitet og læring rundt omkring i Vendsyssel.
Kilde: Vendsyssel Kunstmuseum.


