I Ældre Sagens lokale afdeling glæder de sig til atter at kunne byde på et alsidigt program og håber, der er rigtig mange, der har lyst til at deltage i deres arrangementer.
– Vi lægger ud med en spændende øl-smagning, hvor øl entusiast Niels Tikøb vil introducere deltagerne for produkter fra de mest fremragende bryghuse. Der sluttes af med fællesspisning og hyggeligt samvær, fortæller presseansvarlig Hanna Simonsen fra Ældre Sagens lokalafdeling i Hjørring.
Advokat Mogens Pahl Christensen vil guide os gennem love og paragraffer vedrørende arv og testamente. Så har du spørgsmål og brug for viden omkring disse emner, så kom endelig.
Der bliver også mulighed for et virksomhedsbesøg hos Meny, hvor det er muligt at få indsigt og viden om forretningen i Hjørring.
Henrik Lintner vil fortælle om sit liv i Hjørring, med fokus på bryggeriet Vendia, tiden på Svaneapoteket og historien omkring Bryghuset Vendia.
Endagstur til Thy Nationalpark, med mange skønne naturoplevelser.
Traditionelle suppeaftener med hyggeligt samvær.
To gange Danmark spiser sammen, med underholdning af hhv. Lars Jacobsen Trio og Jeanett og Rune.
Tilmelding til aktiviteter og arrangementer kan stadig ske via ÆldreSagens hjemmeside, hvor der også kan læses om det forskellige der udbydes.
Motion som træn dig glad og pilates er allerede godt i gang.
Golf for begyndere starter til april, og her er der gode muligheder for at få prøvet denne populære sportsgren af. Der er et godt hold klar til at modtage nye og undervise, hjælpe og guide, og udstyret kan lånes, så det er dejligt nemt at gå til.
Du kan spille bridge, og få en god indføring i reglerne.
Fortælleglæde, 2 grupper der mødes en gang om måneden og drøfter alt mellem himmel og jord.
Fotoklub, hvor der hygges og tages på tur og der drøftes teknik m.v.
Samværsklub, hvor der også hygges, og nørkles. bl.a. strikkes der små huer til nyfødte babyer.
Herreklubben har rigtig mange aktiviteter, og de mødes ca. 1 gang om måneden.
Har du brug for en bisidder ved møde med det offentlige, så er der god hjælp at hente. Der er et hold af uddannede bisiddere der er helt klar på at hjælpe, og det er gratis.
– Som noget helt nyt har vi også været så heldige, at der er et dejligt praktisk begavet menneske, der har stillet sig til rådighed som NY frivillig – hjælpende hånd, der gerne hjælper med småopgaver.
Du kan stadig også få hjælp vedrørende IT, hvis du bøvler med din PC, telefon eller tablet. Der er også her hjælp ved spørgsmål om MIT-ID
Der er masser af muligheder for at komme ud at møde andre mennesker, så tag et kig på hjemmesiden – eller besøg vores kontor.
– Vi glæder os til at se rigtig mange skønne mennesker i løbet af foråret, slutter Hanna Simonsen.