Så blev det også min tur til at blive testet… En morgen med hoste, utilpashed, træthed og rindende øjne bragte mig til tastaturet, hvor tidsbestillingsproceduren krævede betydelig mere tålmodighed end selve testfasen, som blev klaret på under et kvarter… og så skal der ventes med fortsat og behørig anstand og hensyn…
MEN på sigt… efter vaccinen… hvad så? Kan vi bevare en hygiejne på et højere og mere effektivt niveau på bagsiden af hele balladen? Det kan vi, hvis vi sammen beslutter, at det skal være sådan, at vi bevarer fokus på at undgå unødige smitteveje… og på sigt gør det naturligt, som vi har vænnet os til… og vænner os af med uskikke…
Sådan lidt a la håndvask… ifølge en artikel i Ældresagens blad (okt. 20) er 1. juli national helligdag i Ungarn, som anerkendelse af sundhedspersonalets arbejde (god ide – mon de så får fri den dag?), og datoen er valgt, fordi Ignaz Semmelweis blev født den dag i 1818… Semmelweis påviste, at håndhygiejne kunne nedsætte dødelighed og anden fortrædelighed markant på det sygehus i Wien, hvor han var ansat, og indsatsen fortsatte han i Budapest på fødeafdelingen… Han nåede desværre ikke bred anerkendelse i sin samtid for ”opfindelsen”, og det har da også taget ca. 150 år at gøre håndvask sådan almindeligt anerkendt…
Det er svært at forholde sig til ting, man ikke kan se og forstår virkningen af… Lidt mere held… og pædagisk snilde… havde biologen, Harald Krabbe, i 1860’erne i Island, hvor en stor den af befolkningen plagedes af bændelorm, som pga usømmelig omgang med fåreindvolde og hunde i sengene udviklede sig til cyster i de indre organer og i hjernen… Krabbe identificerede problemet og involverede befolkningen i løsningen… og få årtier efter var problemet ikke-xisterende…
Nå, men undskyld springet tilbage i tid… jeg har fra lockdowndag eet haft den der følelse af, at det nu blev noget trælst det hele, men har accepteret vilkårene… Min første større erfaring med brud på ”plejer” var en aften på Jacobs Fiskerestaurant i Sæby, hvor det inden hvert besøg ved buffeten var påbudt med sprit og handsker… og jeg må indrømme – efter lidt tilvænning – at jeg faktisk havde det fint hermed… Hvor tit har jeg ikke taget mig selv i – i andre sammenhænge, i andre buffetsituationer – at ønske, at han, der lige havde hostet ned i sine hænder, ville vaske hænder, inden han rørte ved min ”ta-ske”…
I mine øjne er håndsprit og tilbud om handsker og øget afspritning kommet for at blive og fremover et must i alle butikker… og tænk lige lidt tilbage… en lang række forretninger havde faktisk inden coronaen gjort håndsprit tilgængeligt… af indlysende grunde… og tak for det…
Let øget fokus på håndhygiejne gør ikke livet besværligt… snotnæse, rindende øjne, hoste og ubehag og det, der er værre, er besværligt…
Og testen…? Den testudløsende dårligdom gik efter et døgns tid i sig selv igen, så jeg var egentlig ikke bekymret, men det er jo ikke til at vide… Svaret var positivt – altså intet påvist – så op på hestene igen, ud i verden… og nu med mundbind…
Foto: Elling