Danmark er i europæisk sammenhæng en klitstormagt kun overgået af Frankrig. Fra Øerne i Vadehavet til Skagens Gren ligger der således et næsten ubrudt bælte af klitter, hvor man kan se trin i den naturlige klitudvikling fra sandstrand over hvid klit til grønne og grå klitter, der nogle steder ligger et godt stykke vej fra kysten. Den mest værdifulde naturtype er de såkaldte grønsværklitter, der er dannet af kalkrigt sand.
Disse områder har en meget blomsterrig vegetation med store forekomster af planter, hvoraf nogle er meget sjældne andre steder i landet. De rummer bl.a. en stor andel af hele verdens bestand af nikkende kobjælde.
Et værdifuldt landskab
Klitlandskabet er et dynamisk landskab, hvor vind, bølger og strøm ændrer kystlinjen, og hvor vinden bestandigt flytter sandet især i klitterne tæt på kysten, indtil vegetationen langsomt men sikkert skaber mere stabile terrænforhold.
Landskabet nord, øst og vest for Tversted er et fint eksempel på et sådant klitlandskab. Her er alle typer klitter repræsenteret, og området rummer over 250 oprindelige danske plantearter, hvoraf flere er sjældne. Her findes desuden markfirben, som er fredet og beskyttet af EU’s habitatdirektiv, og hele 7 arter af rødlistede dagsommerfugle bl.a. sortbrun blåfugl, som har sit eneste levested i Danmark i klitterne i Nordvestvendsyssel.
Området forbinder to ældre fredninger, Tversted Å mod vest og Flodbækken mod øst, der ligeledes indeholder store naturværdier.
Et vigtigt formål med fredningen er netop at sikre sammenhængen mellem de to fredede arealer, og at skabe gode livsbetingelser for områdets planter dyr. Det sker ved at fredningen giver Hjørring Kommune ret til at udføre naturpleje. Områdets værdifulde natur er nemlig truet af tilgroning med invasive planter som rynket rose og bjergfyr. Det kræver en målrettet indsats med rydning, hvis ikke den lysåbne natur med sine mange oprindelige arter skal forsvinde. I nogle områder vil afgræsning være nødvendig for at holde arealerne lysåbne efter rydning.
Tversted er et meget besøgt turistområde med en god badestrand. Fredningen gør det muligt at sikre og formidle områdets smukke landskab og rige natur, så de gode muligheder for oplevelser kan fastholdes. Samtidig kan turisternes færden og ophold i området kanaliseres, så den gode balance mellem natur og turisme, som kendetegner Tversted, kan opretholdes.
Der vil blive lavet en plejeplan for området, hvor lodsejere og lokale foreninger inddrages.
Skal først igennem klagenævnet
Fredningen berører 17 private lodsejere og grundejerforeninger. Hertil kommer Hjørring Kommune, som ejer 10 hektar og et umatrikuleret areal på godt 22 hektar.
En enkelt lodsejer har klaget over Fredningsnævnets afgørelse med påstand om, at vedkommende har ret til at udstykke sommerhusgrunde ifølge en gammel lokalplan. Det mener kommunen og Danmarks Naturfredningsforening ikke, da planen siden er ophævet.
Klagen bevirker dog under alle omstændigheder, at sagen skal behandles af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som skal træffe endelig afgørelse.