Fisker Henning Kjeldsen fra Skagen er ikke træt af fiskeriet, men han er mere end almindelig træt af den politiske hetz, som han mener sig udsat for fra ministre og og politikere i København.
– Deres mission lykkedes, den ene blev minister, på trods af, han aldrig har haft sorte fingre. Den anden, som vi alle ved, var jo den dumme af dem, røg ud af Folketinget, skriver Henning Kjeldsen på Facebook.

– Derfor har vi solgt vores nybygning i Spanien, som uden tvivl er det mest moderne, grønne og økonomiske pelagiske fartøj, der er bygget. Jeg ønsker de nye ejere alt mugligt held og lykke fremover, tilføjer Henning Kjeldsen.
– Derudover har vi solgt alle pelagiske fiskerettigheder til seks rederier (og før folk flyver til tasterne og skriver, at vi ikke kan sælge noget, som vi er blevet tildelt, så har vi købt og betalt dem alle og blev ingen tildelt), fastslår fiskeren fra Skagen.

– Derforuden bliver der betalt skat til staten. Sådan gik det. Jeg ejer stadig to skibe, part i en tredje, en ny på vej fra Vestværftet, så tiden stadig kan gå med fiskeri, dog på et andet plan, fastslår Henning Kjeldsen.
– Det er ikke fordi i skal have ondt af mig, for jeg har haft et fantastisk liv med fiskeriet tæt på, Ja, og selvfølig med Maskinrummet. Dette var ordene herfra Skagen, slutter Henning Kjeldsen sit opslag på Facebook.
Hvem der har købt ikke mindst nybygningen i Spanien, melder historien endnu intet om, men rygterne har længe gået på en reder fra Hirtshals. Dette er dog i skrivende stund ikke bekræftet.


