Når det danske U19-kvindelandshold samles den 14. februar og dagen efter sætter sig i et fly til Malaga i Spanien og fodboldbanerne i Estepona, skifter fem af de 20 på holdet – for en god uges tid – den grønne Fortuna-trøje ud med en rød landsholdstrøje.
Asii Berthelsen, Julia Amby, Karoline Olesen, Marie Fisker og Mathilde Vistisen fra Fortuna udgør en fjerdedel af spillertruppen, der i øvrigt tæller spillere fra yderligere 7 klubber.
Landstræner Jacob Friis og hans assistent Kirstine Pedersen, skal i 10 dage ryste holdet sammen spillemæssigt, mentalt og socialt.

Der skal spilles tre kampe. Hvem modstanderne er, ligger ikke helt fast, så det afsløres først senere.
Ind imellem kampene skal der trænes intenst i Estepona.
Med fem spillere på dette fremtidens landshold leveres der endnu bevis for den værdi, Fortunas store arbejde og satsning har for udviklingen af dansk kvindefodbold.
Og for de unge, talentfulde spillere er landsholdsturen en belønning for det store arbejde, de lægger for dagen hjemme i klubben!