Af Mikael Justesen
Den her kop er jeg glad for. Det er en gave. Ikke den dyreste gave, jeg har fået. Heller ikke den smukkeste – sådan objektivt set. Men den er dyrebar, fordi den viser at giveren kender mig og ved hvad der er vigtigt for mig. Og har brugt tid på at finde den helt rigtige ting – i stedet for at rive en sort livrem ned fra hylden i et stormagasin.
Lige om lidt skal den med på mit kontor, hvor den dagligt skal fyldes med god kaffe. Den skal også med på mine rundture, når jeg bevæger mig rundt i huset og sludrer med kollegerne. Og så skal den lige skylles af, så den er klar til næste morgen. Og med tiden skal den have sådan en permanent kulør a la lys chokolade indvendig, fordi kaffen efterhånden brænder sig fast. Og selv om jeg godt ved, at kaffefarven kan svitses af med klorin, så skal den ikke renses.
For det er min kaffekop. Og man må godt kunne se, den har været med i krigen. Og får den et skår, så er det bare charmerende. Og brækker hanken af, vil jeg lime den på igen. For det er min kop, og sådan en smider man ikke bare ud.
Lige nu står koppen hjemme på stuegulvet. Og der er te i den. Te med honning, for jeg har corona og flader ud på en madras ved siden af og som alle ved skal man drikke te med honning når man er sløj. Ikke at det hjælper. Det hører sig bare til.
Men så snart jeg har fået mine kræfter tilbage, vil jeg tage koppen med i bilen og sætte den på passagersædet og køre den til mit kontor. Så skal den hænge ud der, lige til højre for min skærm som en skødehund, en trofast følgesvend når der skal tankes, tænkes, lyttes til og tales.
Skulle det så ske, at tingene går i stå, at jeg kommer i tvivl, frygter fiasko, ryster på hånden eller mister troen og kompasset, så vil jeg tage mig en slurk og studere teksten på koppen: Frihed, ære, nåde, pligt, retfærdighed og håb.
Og så er vi i gang igen.
Og hvem var så giveren? En kvik ung dame på 18, som jeg tror verden skal holde øje med.
Mikael Justesen er direktør ved TV2 Nord.
