Foruden at udleje det gamle turistkontor i bygningen på hjørnet af Jyllandsgade og Fynsgade kaster 3F Skagerak også et større sponsorat ind i dartklubben Nordpilen.
Der venter nu et par ugers klargøring af lokalet, før den første officielle træningsaften 2. marts. Desuden vil der blive et åbent hus arrangement, hvor folk kan komme og se de nye lokaler og få en sludder med nogle af medlemmerne, men datoen for dette er ikke fastsat endnu.
NordsøPosten fangede tirsdag eftermiddag Nordpilens formand Rene Thomsen og spurgte ind til flytningen til Hirtshals.
– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi igennem noget tid har arbejdet på at finde nogle større lokaler, men det har ikke været nemt. Da så denne mulighed åbnede sig takket være et par kvikke medlemmer af klubben, måtte vi simpelthen bare i gang med kuglerammen og se, om vi kunne få den økonomiske del til at passe også, fortæller Rene Thomsen.
– Det er heldigvis lykkedes os at få det hele til at falde på plads, hvilket udelukkende er noget vi kan takke vores sponsorer Admiralen, Smedekroen og 3F Skagerrak for. Vi har været rigtig glade for den tid, vi har været i Asdal, og derfor skal der også lyde en stor tak dertil, men hvis klubben skal vokse, og det er målet, ja, så er vi nød til at kunne rumme det også, tilføjer den glade formand fra Nordpilen.