Af Hugo Frank Andersen

Socialdemokratiet
Tårs
Lad mig advare fra starten. Denne historie handler om sygdom. Men historien er så positiv, så den fortjener at blive fortalt. Og I skal ikke frygte, jeg nu vil begynde at skrive yderligere om det. Jeg gider nemlig heller ikke folks sygehistorier. Men her er mit forløb.
For en måned siden kontaktede jeg min læge, da der var temmelig meget blod i min urin. Jeg fik penicillin i en uge, og det synlige blod forsvandt. Fint. Men ved kontrol var der stadig blod, blot usynligt. Ugen efter konsultation på Frederikhavn sygehus. Ubehagelig kikkertundersøgelse. Konklusion: Kræft i blæren. Alle sejl blev sat til, for at hjælpe ubetydelige Hugo.
Et kæmpe maskineri startede. I dag, 4 uger efter mit besøg hos lægen, blev jeg opereret af de sødeste mennesker. Jeg tilbragte ti timer på hospitalet, hvor jeg havde regnet med max 2. Troede nemlig, det blot var en undersøgelse mere. Men nej. Der var dækket op til operation. Nå, men det måtte jeg så indse, og ringe til vognmanden, at jeg nok ikke kom på job i dag. Da jeg vågnede op, var det hele overstået, og med godt resultat. Kræften skulle nu være fortid, og jeg har det strålende.
En meget stor tak til vores sundhedsvæsen. Det fungerer, på trods af de rygter, man hører. Faktisk blev det en underholdende dag. Personalet var ikke vant til en mand af min kaliber. Så vi morede os. Jeg blev endda “smuglet” ned, så jeg kunne få en smøg. De gad vist ikke høre mere på mit brokkeri.
Nu sidder jeg så her, og solen har aldrig skinnet mere på mig, end i dette øjeblik. Et sådan samfund, kan man kun være taknemmelig for. De bedste redskaber, der findes, bliver brugt på den lille mand. Fællesskabets styrke. Som I sikkert kan regne ud, er jeg meget lykkelig. På blot ti timer, gav man mig livet tilbage, sammen med det gode humør.
Der bliver naturligvis lidt efter kontrol, men lægen mente, det er overstået. Tak til alle jer, der betalerfor jeg kan få en sådan behandling.
Og herefter ikke mere om den historie. Nu bliver det igen det sædvanlige.
Link til relaterede artikler
Danmarks bedste behandling af tyktarmskræft findes i Hjørring


