Af Rasmus Prehn
Socialdemokratiet
Fiskeriminister
Batter trawlforbud noget i forhold til at styrke havmiljøet?
Det har der over tid været delte meninger om. I 2018 var det eksempelvis Socialdemokratiets opfattelse, at et trawlforbud i bælthavene ”er et indgreb, der er ude af proportioner ”, som daværende ordfører Bjarne Laustsen formulerede det.
Samme år sagde daværende fiskeriminister fra Venstre Eva Kjer Hansen, at ”vi [Venstre, red.] vil forbyde trawlfiskeri og muslingeskrab der, hvor det giver mening, netop for f.eks. at beskytte stenrev eller beskytte gyde- og opvækstområder”.
Sidstnævnte har jeg stilfærdigt gjort opmærksom på i et samråd for nylig, som Venstre havde indkaldt til på baggrund af det trawlforbud i Lillebælt, Storebælt og Langelandsbælt, som regeringen og Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne traf beslutning om i finansloven. En beslutning, der skal give liv og opblomstring til de pressede bælthave, som vi har set det i Øresund, hvor der har været trawlforbud siden 1932.
Det kalder fiskeriordfører fra Venstre, Torsten Schack, for ”lige frækt nok” og en ”vildledning af Folketinget” i et indlæg her i Nordsøposten.
Torsten Schack understreger, at Eva Kjer Hansen i samme udtalelse siger, at ”et generelt forbud i Naturpark Lillebælt synes jeg ikke er hensigtsmæssigt”.
Det er selvfølgelig relevant. Derfor er det omvendt også ”lige frækt nok” af Torsten Schack ikke at tage, hvad jeg efterfølgende på samrådet også sagde: Nemlig, at ”Jeg mener, at det giver mening, at vi nu ser på forholdene i Bælthavet igen.”.
Jeg siger dermed ikke, at Venstre er eller var med på ideen, men at trawlforbud før har været noget, som partiet har kunnet se en idé i.
Vi står ved en skæbnesvanger skillevej for dansk fiskeri i dag: Flere bestande er truet på deres overlevelse. Det samme er fiskeriet. Vi må for alt i verden ikke save den gren over, som fiskeriet sidder på: Fiskene. Derfor er der behov for, at vi tør gå nye veje, skrue på de knapper, der nok gør ondt nu og her, men som i fremtiden vil bære dansk fiskeri igennem.
I 1932 blev Øresund beskyttet imod trawlfiskeri. Og i dag kan vi se, at biodiversiteten i Øresund er større end i resten af Østersøen. Forbuddet mod trawl i Langeland, Lillebælt og Storebælt skal anspore til samme udvikling.
Jeg synes, at det er positivt at Torsten Schack Pedersen og Venstre kærer sig om det danske fiskeri med udtalelser, indlæg og samråd. Men nogle gange må jeg bare sige, at det ville klæde debatten at fokusere på det, det handler om: At få dansk fiskeri igennem denne her meget svære tid.
Det håber, jeg vi trods alt er enige om. Ligesom vi tilbage i 2018 var enige om, at trawlforbud var for vidtgående. I dag ser vi ind i en virkelighed, hvor vi må spørge os selv, om det er nok? Vi er nemlig alle sammen blevet klogere, og det er positivt.
Lad os begynde debatten der.
Link til tidligere artikel
Kære Rasmus prehn hvad er det lige du ikke forstår vedrørende at flere fiskebestande er truet flere steder,, især i de indre farvande?? Hvorfor er det så svært for dig at se at det ikke er fiskeriets skyld?? Hvorfor tør i politikker ikke tage fat i de virkelige synder??en af de største synder er jo lige der hvor modstanden til fiskeri og landbrug er størst nemlig storbyerne, det er efterhånden rigtig langt tid siden det kom frem at storbyerne sviner med gigantiske mængde spildevand?? Er det fordi du ikke tør gå dette problem på klingen af frygt for din stilling??? Hvorfor er det sådan at dem som næsten aldrig færdes i naturen er dem som har mest imod folk der lever i naturen, men når det kommer til stykket betyder der ikke så meget hvor meget de rent faktisk sviner i vores have,, det er jo et krav at storby mennesker skal have lov til at beholde deres levestandard med op til 3 bad om dagen og der til 3 sæt vasketøj om dagen med det resultat at dette badevand og vasketøjsvand belaster vores have mega meget, så meget at fisken ikke kan trives der i??? Når folk bliver ved med at tro på politiske løgne om at det er fiskernes overfiskeri skulle de måske kikke lidt på deres egen hverdag først og dernæst skal de lige tænke på at der faktisk ikke er ret mangt fisker tilbage i dk, jeg har ikke de eksakte tal men det er Ca 850 erhvervsfiskere tilbage i dk hvor 90 % af dem stortset kun fisker i Skagerrak og Nordsøen,, kvotaerne er de sidste 10 år blevet skåret ned til nærmest ingenting og lige lidt hjælper det?? Så mon ikke folk burde prøve at tænke den tanke at det er andre faktorer der er synderen i at fisken forsvinder eller har det skidt????
Med venlig hilsen hg 398 nitrime af hirtshals / per jensen (fisker som er træt af at hører på at fiskerne skal have skylden for andres svineri)
Hvordan lever fiskere i naturen? Jeg ser da ikke nogen sejle ud i trækanoer og kun fange det der er brug for, så de kan klare sig til dagen og vejen. Så længe det handler om profit, så lever vi alle af naturen. Den natur er ved at forsvinde, ikke kun indenfor fiskeriet, men indenfor alle de brancher der har med naturen at gøre. Uanset hvad, så er det generelt den vestlige kultur, der er med til at få den til at forsvinde, fordi vi overforbruger og forurener. Så måske man istedet for at skabe splittelse, kunne gå i konstruktiv dialog om hvordan vi kan skabe en fremtid for den naturlige verden, uden at skylde skylden på hverken skarver, sæler, fiskere og storbyfolk og bare erkende at vi alle er nødt til at tage et ansvar på os, for at ændre den måde vi lever på.
Henning Kjeldsen kalder sig selv for “fisker”. Han har netop solgt kvoter, dvs. fisk som endnu ikke er fanget, for en værdi af 2.4 mia. kroner skriver DR. Samme fisker fik for nylig en dom og en bøde og konfiskeret for 250 mio. kroner, fordi han ikke fulgte reglerne.
Fiskeren Henning Kjeldsen har haft et overskud på sin fiskerivirksomhed, de seneste 10 år, på tæt ved en mia. kroner og han får ikke andet end støtte og beundring fra de danske fiskere og det danske fiskerierhverv. Du har ret, der er desværre ikke ret mange fiskere tilbage i dansk fiskeri, men ovennævnte må da i det mindste siges at have klaret sig nogenlunde også selv om “at alt er skåret ned til ingenting”.