Fødevareminister Rasmus Prehn (S har været så heldig, at han har vundet retten til at have et udtryksfuldt og meget nordjysk maleri af Poul Anker Bech (1942 – 2009) hængende på kontoret i København.
– Min tidligere folketingskollega Karsten Lauritzen, der også er valgt i Hjørring kredsen, havde fået lov at låne det af Vendsyssel Kunstmuseum. Han havde det hængende på sit folketingskontor. Men da Karsten skiftede job til Dansk Industri skulle et andet folketingsmedlem fra Hjørring Kredsen overtage det. Per Larsen og Peder Hvelplund var udover mig i spil, fortæller Rasmus Prehn.

– Karsten fandt på, at den, der kunne komme tættest på at gætte, hvor mange søm, der var i den huggeblok, han havde stående på sit kontor, skulle have lov at have billedet hængende. Jeg forslog, at vi hammerdystede på hammerblokken i stedet. Men det blev nu ved gætteriet. Her vandt jeg. Per og Peder må trøste sig med, at de ofte er til møde i Fødevareministeriet og kan nyde billedet der, tilføjer den socialdemokratiske fødevareminister.

Poul Anker Bechs billeder nyder Rasmus Prehn altid, når han besøger Vendsyssel Kunstmuseum eller Hjørring Gymnasium & HF-Kursus.
– Poul Anker Bech er en spændende kunstner, der både formår det realistiske, det surrealistiske og det eksperimenterende. Jeg synes, Poul Anker Bech på imponerende vis formår at indfange det særlige lys og udtryk, som man møder, når man færdes i smukke Vendsyssel, forklarer Rasmus Prehn.
– Jeg vil nyde billedet hver eneste dag. Og det vil give inspiration og glæde i mit arbejde, slutter fødevareministeren.


