Johannes Hofmeister blev født i Hjørring 1914, og blev efter endt skolegang uddannet som murer. Han begyndte at male i 1939, og blev med tiden en meget anerkendt kunstner.
Johannes Hofmeister blev gift i 1937 med Sigrid Marie Habensaat, med hvem han fik tre børn. Familien boede de første år på Halsagervej i Hjørring, men flyttede senere til Hjørring Bjerge, hvor de indrettede sig i en renoveret betonbygning fra besættelsens tid. Fra 1966 boede familien i Vennebjerg Mølle, som Johannes Hofmeister havde erhvervet nogle år forinden. Johannes Hofmeister døde i 1990.
Motiverne til sine malerier fandt Johammes Hofmeister i sit hjem og i landskaberne fra egnen omkring ham, ikke mindst Hjørring Bjerge og Vennebjerg. Landskabsmalerierne var således dominerende i hans arbejder, men han malede også andet – blandt andet et portrætmaleri af statsminister Jens Otto Krag fra 1970, som hænger blandt andre statsministerportrætter i Folketinget på Christiansborg.
Johannes Hofmeisters værker hænger i mange danske (måske især vendsysselske) hjem, men kan også ses på flere af landets kunstmuseer – Vendsyssel Kunstmuseum har en større samling af hans malerier.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.