Af Mikael Justesen
Kan du huske dengang vi snakkede om det der corona? Pandemi, samfundssind og fællessang hjemme foran fjerneren, akavede hilsner med albuer og sådan. Og hvor vi hyggeskændtes om hvor stor en idiot var, man hvis man tog dem eller ikke tog dem. Vaccinerne. Og hvor vi sad måbende og gloede på tv mens Søren og Mette lukkede barerne. Slagtede minkene. Opfandt – oh rædsel – hjemmeundevisning.
For dulan hvor var det nogle gode tider.
I hvert fald sammenlignet med det morderiske kaos vi står i nu. For mens vi samler modermælkserstatning og bazookaer sammen til Ukraine. Mens dette enorme land voldtages af et endnu mere enormt land. Mens en usandsynlig helt – en tidligere stand up-komiker – sætter nye standarder for hvor sej, hvor modig, hvor opofrende en statsleder kan være (jamen for pokker, det svarer jo til at Casper Christensen sprang ud som en hybrid af en dødsforagtende enmandshær som Rambo, en livsfarlig oneliner-tough guy a la Bruce “McClane” Willis, JFK, Churchill og Robin Hood)…. Imens alt det sidder en bitte bitter mand ingen forstår – med sin blege pegefinger på en rød knap, mens han nynner Stalin-hymnen og tænker på dengang han wrestlede en sibirisk tiger. Dada-dah dada-dah dada-Dah dada. Og vi ved ikke om han er vanvittig nok til at trykke på den – eller om han trods alt foretrækker at udsætte jordens undergang.
Vi ved det ikke. Men vi er nødt til at lade være med at være bange. Vi er nødt til at lære vores børn, at de ikke må være bange.
For det er ligesom i skolegården: Bøllerne bestemmer, hvis de får lov.
Jeg aner ikke om han kan finde på det. Trykke på knappen. Men hvis en stand up-komiker kan samle sin nation omkring sig og forene et land ved at stille sig selv i forreste linje i kamp mod overmagten, så kan vi andre simpelt hen ikke være bekendt at være bange.
Frihed. Sandhed. Menneskelighed. Ellers kan det alligevel være lige meget alt sammen.
Mikael Justesen er direktør ved TV2 Nord.