Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Hjørring, Erik Høgh-Sørensen, søger opstilling til Folketinget i Frederikshavn-kredsen efter Bent Bøgsted, der er trådt ud af partiet. Dette sker efter drøftelser med DF’s lokalbestyrelser i Hjørring og Frederikshavn og med partimedlemmer begge steder.
”Jeg er taknemlig over, at vælgerne gav mig nogle glimrende personlige stemmetal til både kommune og region. Nu søger jeg valg til Folketinget, fordi kommunerne heroppe lider under statens dårlige finansiering, som rammer skoler, ældrepleje og hospitaler. Det skal løses fra Folketinget,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Han stillede op mod Morten Messerschmidt ved DF’s formandsvalg og støttede derefter Martin Henriksen, men allerede før formandsvalget 23. januar opfordrede Høgh-Sørensen alle medlemmer til at blive i partiet og respektere valgets udfald.
”Jeg respekterer, at Messerschmidt blev valgt og koncentrerer mig nu om at føre en markant lokal DF-politik,” siger Høgh-Sørensen, som ved byrådsvalget i Hjørring fik 699 personlige stemmer, hvilket var 5.-flest af alle kandidater.
”Skulle jeg være så heldig at blive valgt til Folketinget, vil jeg efter bedste evne repræsentere hele Vendsyssel og hele Nordjylland. Det er der i høj grad brug for. Næsten alle nordjyske kommuner slås med en elendig udligningsreform, der koncentrerer magt og penge i København og Aarhus. Der skal ryddes op. Der skal være liv i både land og by,” siger han.
Høgh-Sørensen stillede i 2019 op for Hjørring-kredsen.
Skiftet til Frederikshavn kommer efter drøftelser med begge lokalforeninger.
”Jeg løber ikke af plads og er taknemlig over at have stor støtte i begge de lokale foreninger. Med min Mærsk-baggrund vil jeg for eksempel tale havnenes, rederiernes og de maritime industriers sag på begge Vendsyssels kyster,” siger Høgh-Sørensen, der også nyder støtte i fiskerkredse og hos Bæredygtigt Landbrugs tidl. formand, Flemming Fuglede Jørgensen.