For Jens Bambi og overtegnede var idéen oplagt og indlysende rigtig, hvilket Kurt Bærentsen i sin egenskab af formand for Hirtshals Fyr Fond heldigvis straks tilsluttede sig, hvorefter han hurtigt klarede det formelle forarbejde med at skaffe en tilladelse fra Søfartsstyrelsen.
Idéen blev altså undfanget så sent som i lørdags, men allerede onsdag eftermiddag kunne Bambi Lys stille det nødvendige materiel op, så den flotte belysning samme aftenen er på plads ved Hirtshals Fyr. Masser af folk fandt da også straks efter mørkets frembrud vej til Fyrbakken.
Der var blandt de fremmødte bred enighed om, at eventen ikke bare er utrolig flot, men anledningen ikke mindst også al ære og respekt værd. Når blandt andet Eiffeltårnet og Brandenburger Tor skal lyses op med det ukrainske flags blå og gule farver, så skal selvfølgelig også Hirtshals Fyr.
Foto: Niels Skipper.