Her skal ikke filosoferes i om, hvorvidt historien gentager sig og endnu en gang bringer bud om zarens snarlige fald… Det vil nok være at tillægge Vendsyssel Teater for stor – om end velkommen – indflydelse, men med eet bliver det atter meget tydeligt, at et ældre teaterstykke kan holde vand i vore dage…
Despoter, zarer, oligarker, chefer uden empati, voldelige kærester, mobbende kolleger og utålelige familiemedlemmer kommer og går lige så længe, vi ikke selv er nået længere end til…
”Vi ved, hvad vi har… vi ved ikke, hvad der kommer, så LAD NU DET LIGGE…”
Det spirende oprør, trangen til forandring, den uafprøvede erotiske affære, den uforløste indsigt i naturens ve og vel, holdes i ave af frygten for det ukendte, og for en del – lidt afhængigt af tid og sted – en forhåbning om, at lønnen for et spildt, men møjsommeligt liv, vil blive udbetalt i en anden og bedre verden…
Det lykkes hele holdet bag ONKEL VANJA at skabe en fortælling, som kunne være blevet fortalt over hele kloden… Ikke mange øjeblikke tænkte jeg under forestillingen på Rusland, selv om den historiske ramme er alt for tydelig…igen… af og til tænkte jeg på Rolling Stones, og om jeg i det hele taget nogen sinde har forstået andet end titlen på deres ”You Can’t Always Get What You Want”
Nåååå… nej… men hvad så… Så må man tage, hvad man kan få eller hvad..? Pointen er – mine damer og herrer – at vi skal stille krav… til os selv og vore omgivelser…
Her på et af de sidste trinbrætter på livets begivenhedsfulde togrejse må man jo nok erkende, at Tjekhovs kan have ret i, at vi er nogle stykker, der kan være blevet indhentet af fortidens forkerte beslutninger… beslutninger som i ”gerningsøjeblikket” synes rigtige, men som ikke var det og ikke blev berigtiget i tide på grund af udsigten til det, der syntes værre…
Don’t look up… jeg kan ikke lave om på mit kørselsmønster… min dag er som min dag er… kan bønder kun være bønder og fiskere kun fiskere… tja…
Distriktslægen, Astrov, har udsyn, han er flittig, tænker stort og ud i fremtiden, men han er alene og deler reelt kun livslede og vodka med omgivelserne…
Det bedste og ganske geniale bud på forandringens vinde er spillemanden i skikkelse af Thomas Hamilton… Han spiller på de forhåndenværende søm efter nøje udvælgelse og binder det hele sammen til en smuk buket… kun de små pauser giver os mulighed for ikke at høre fuglene…
Et varsel om en kommende revolution får vi i scenens tektoniske plader, som skiftevis skjuler og åbenbarer ”den landlige idyl”… mellemrummet lukkes ikke helt, og kanterne tager farve efter farven på de nye zarer…
Onkel Vanja skal selvfølgelig opleves og ses i virkeligheden på Vendsyssel Teater…
PS. I øvrigt savnede jeg at se unge mennesker blandt publikum – det er dog trods alt jer unge, der skal leve med de beslutninger, I tager nu…