Brexit er det altoverskyggende emne i fiskerierhvervet lige nu. Så det fylder naturligvis også meget i hovedet på Lise Bjørn Jørgensen, der er reder i Rederiet Isafold, der med udgangspunkt på Hirtshals Havn driver pelagisk fiskeri med fartøjet Isafold.
”Forhandlingerne mellem Storbritannien og EU om det fremtidige fiskeri i Nordsøen er fuldstændig afgørende for fremtiden i vores virksomhed. Vi har hidtil hentet omkring 80 pct. målt på værdi af vores fangster i britisk farvand. Det siger sig selv, at vi er spændt – meget spændt – på, hvad en Brexit-aftale vil betyde for vores fangstmuligheder i fremtiden,” siger Lise Bjørn Jørgensen.
Isafold er et kombineret not- og trawl-fartøj. Det er fra 2006, og rederiet har i længere tid overvejet at bestille et nyt fartøj. De planer er lagt i venteposition som følge af den aktuelle usikkerhed om fremtiden.
Men ikke alt skal handle om Brexit, og Lise Bjørn Jørgensen er også på en bredere basis optaget af udviklingen af lokalsamfundet. Blandt andet derfor sidder hun i Erhverv Hjørrings bestyrelse.
”Fiskeri-erhvervet eksisterer ikke uafhængigt af omgivelserne. Vi lever i samspil med det øvrige erhvervsliv og med lokalsamfundet i det hele taget,” siger Lise Bjørn Jørgensen.
Blandt andet derfor er Lise Bjørn Jørgensen optaget af at sikre tilgang af arbejdskraft til fiskeriet og de maritime erhverv i øvrigt.
”Via Erhverv Hjørring er jeg blevet involveret i Workforce of the Future-projektet, der har til formål at præsentere de ældste elever i folkeskolen for de muligheder for spændende jobs, der findes i den maritime verden,” siger Lise Bjørn Jørgensen.
Også på anden vis har Lise Bjørn Jørgensen medvirket til at styrke lokalsamfundet. Sammen med tre andre rederier indenfor det pelagiske fiskeri i Hirtshals står Rederiet Isafold bag selskabet Hornsnes Invest, der sidste år gik ind som hovedaktionær i Hirtshals Yard for at sikre værftets fortsatte eksistens.
”Det er vigtigt, at der opretholdes et intakt og højt serviceniveau på Hirtshals Havn. Så derfor har vi sammen med vores kolleger stillet os bag værftet,” forklarer Lise Bjørn Jørgensen.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.