Det er en lettet, men travl og markant nordjysk politiker, TV2 Nord møder hjemme i Tolne i Hjørring Kommune, hvor han for få måneder siden blev valgt ind i byrådet som eneste medlem af Dansk Folkeparti.
Erik Høgh-Sørensen er tirsdag morgen ekskluderet fra partiet. Et parti, som han i dag ikke tøver med at kalde en belastning at være medlem af.
– Det er et bovlamt og bovskudt parti, siger Erik Høgh-Sørensen, som ikke begræder sin afsked.
– Jeg er faktisk lettet, for det har været en stigende belastning for mig at være i det parti. Jeg mener, Morten Messerschmidt har brudt sit løfte om at ville hele og forsone partiet, siger han.
Skal ikke tale med ledelsen
– Han er ikke nogen frelser og forsoner. Han har søgt konflikt i et parti, som om han havde vundet formandsvalget med 100 procent af stemmerne, men de sidste 40 procent kan fanden tage, tilføjer han.
Erik Høgh-Sørensen fik beskeden om eksklusionen tidligt tirsdag morgen gennem pressen, og han har ikke talt med partiledelsen i Dansk Folkeparti. Det er der ifølge ham heller ikke grund til.
Meldte formanden til politiet
Mandag anmeldte Erik Høgh-Sørensen Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, til politiet. Det skete på baggrund af, at den nordjyske nu tidligere DF’er mente, at partiformanden ikke handlede på information om lovbrud i den lokale partiforening i Hjørring.
Jeg ser ham (Morten Messerschmidt, red.) som manden, der kunne være blevet kaptajn på et politisk slagskib, men har valgt at være tyran på en tømmerflåde. Erik Høgh-Sørensen, løsgænger.
– Jeg vidste jo godt, at når jeg anmeldte min egen formand, så ville der nok være nogle, der ville blive en lille smule sure over det, men i sidste ende er ens rolle i politik styret af den samvittighed, man selv har. Og min samvittighed er rigtig god efter det her, lyder det fra Erik Høgh-Sørensen.
Endte på en tømmerflåde
Han havde ifølge egne ord håbet, at der ville komme ro i Dansk Folkeparti efter formandsvalget, da Morten Messerschmidt overtog formandsposten efter Kristian Thulesen Dahl.
Men det skete ikke, og det er – ifølge den nordjyske politiker – entydigt ledelsens skyld, at det ikke er sket.
– Jeg ser ham (Morten Messerschmidt, red.) som manden, der kunne være blevet kaptajn på et politisk slagskib, men har valgt at være tyran på en tømmerflåde, lyder det i dag fra Erik Høgh-Sørensen.
Ifølge den ekskluderede DF’er må der være mange gode, hæderlige DF-medlemmer, som må krumme tæer over, hvordan det går deres parti.
– Om de kan redde det, det jeg ved det ikke – det er så heller ikke mit problem længere, siger den nordjyske politiker.
Fortsætter som løsgænger
Erik Høgh-Sørensen har ingen planer om at lægge sit politiske liv på hylden – og han fortsætter som løsgænger i Hjørring Byråd og tager dermed sit mandat fra kommunalvalget med sig.
På spørgsmålet om, hvordan han ser sig selv i politik på den lange bane, lyder svaret, at han slet ikke færdig i dansk politik, men det er op til vælgerne at afgøre.
Han afslører, at han allerede tirsdag morgen er blevet kontaktet af et andet parti, men har endnu ingen aktuelle planer om andet end at være løsgænger.
– Jeg bliver ved at føre den politik, som jeg er valgt ind på, men om jeg melder mig ind i et andet parti, ved jeg ikke, siger Erik Høgh-Sørensen.
Vil ikke tie stille
Han afviser, at det er ham, der har skabt unødig uro i partiet, men erkender, at han ikke er gået ind i politik for at tie stille.
– Jeg synes, jeg har bidraget med meget, og Dansk Folkeparti har været et stærkt parti, det er det ikke længere. Og der er kommet en slutning på det her på grund af den manglende forsoning i partiet, fastslår Erik Høgh-Sørensen.
Der er tirsdag aften generalforsamling i Dansk Folkepartis lokalafdeling i Hjørring, hvor man vil vælge ny bestyrelse og ny folketingskandidat for Hjørring-kredsen.
Kilde: TV2 Nord.