Ikke færre end 97 badmintonspillere kæmpede sig igennem cirka 170 kampe i løbet af en lang dag.
De hyggede, ind imellem kampene, i vore Cafeteria med brætspil og lidt afslapning i hyggehjørnet. Der blev delt 114 præmier ud, i form af pokaler og chokolade til alle 1., 2. og 3. pladser.
Der var en masse flotte tællerpræmier. Der var også mulighed for at købe Amerikansk Lotteri – som både børn og voksne var rigtig glade for.
Dette stævne har krævet en masse frivillig arbejdskræft, og det har de i Bjergby-Mygdal.
Der var forældre der tog cafeteria vagt, der var bedsteforældre og 60+ere der hjalp til hvor de kunne, eksempelvis med kagebagning mm.
Forældre hjalp til i hallen i løbet af dagen med at alt klappede og var klart – de skulle jo alligevel være der det meste af dagen.
– Kæmpe stort tak til alle jer der havde vagter i løbet af dagen, samt alle jer der i løbet af dagen, lige kom og spurgte om der var noget i kunne gøre. Og en stor tak til alle vores sponsorer, lyder det fra René Szast Thomsen hos Bjergby-Mygdal Badminton.
Hallen summede af liv og glade dage – masser af tilskuere og masser af børn og forældre der bare nød at være der.
– Det er det badminton kan, sammenhold og hyggelige timer kombineret med motion. Bjergby Mygdal Idrætsforenings Badminton Bestyrelse glæder sig allerede til at afholde stævne igen i 2023. Med alt det vi har lært ved dette stævne – kan det kun blive endnu bedre i 2023, slutter René Szast Thomsen.
Klubben havde også Malthe Arne Sørensen til stævne i Gug i U15 A i lørdags. Malthe fik en flot 2. plads i HS og en flot 2. plads i HD sammen med Truc fra Hjørring.
Stort tillykke med de flotte resultater!