Samme farve, ens skrifttype og ingen logoer eller grafikker: Fra 1. april må cigaretpakker, dåser med tyggetobak og flere andre tobaksprodukter kun sælges i en grøn-brun pakke, når lov om standardiserede tobakspakker sætter stop for kulørte pakker. Det glæder Kræftens Bekæmpelse:
– Et produkt, der slår hver anden bruger ihjel, skal man ikke reklamere for. Heller ikke ved at pakke det ind i lækkert design. Fra interview med unge ved vi, at pakkernes design bl.a. påvirker unges opfattelse af cigaretternes kvalitet, smag, skadelighed og styrke, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
De nye regler træder i kraft efter en overgangsperiode fra juni 2021, hvor det har været tilladt at sælge ud af de ’gamle’ pakker.
Design påvirker unge
I årtier har designet på tobakspakker og cigaretter været en vigtig del af tobaksindustriens markedsføringsstrategi.
– Tobaksindustrien bruger pakkens design til at skabe blikfang og tiltrække opmærksomhed, men også til at distrahere øjet fra sundhedsadvarslen. Det er nu slut, og forhåbentlig kan det nye udseende være med til at give det sidste skub til de mange rygere, som faktisk gerne vil stoppe med at ryge, udtaler seniorkonsulent i Hjerteforeningen, Mads Lind
Mindst ti lande i Europa har nu standardiserede eller neutrale pakker, som de også kaldes. Danmark følger i hælene på lande som Frankrig, Storbritannien og Norge. Også Slovenien og Ungarn har neutrale cigaretpakker.
Flertal bakker op
I en årlig undersøgelse af danskernes holdning til tobak, som Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden foretager, bakker 56 pct. op om neutrale tobakspakker. Kun 10 pct. er imod.
– Det er glædeligt, at så mange bakker op om neutrale pakker. For hvis vi skal sikre en røgfri fremtid for børn og unge, er det nødvendigt med en bred vifte af tiltag, som gør cigaretterne mindre attraktive og mindre tilgængelige, siger projektchef Ida Hagemann, TrygFonden.
Standardiserede tobakspakker er seneste initiativ i handleplan mod børn og unges rygning, der blev vedtaget i Folketinget i 2020. Planen har sikret flere initiativer, der skal gøre rygning mindre synlig og gøre det sværere for børn og unge at begynde at ryge, bl.a. tobak under disken, neutrale pakker og røgfri skoletid.
Ifølge undersøgelsen af danskernes holdning til tobak synes 86 pct. godt eller meget godt om at arbejde for at ingen børn og unge under 18 år ryger i 2030.
Disse tobaksprodukter standardiseres:
Loven om standardiserede tobakspakker gælder cigaretter, rulletobak, tyggetobak, opvarmet tobak, vandpibetobak og e-cigaretter. Standardiseringen gælder ikke cigarer, cigarillos, pibetobak og nikotinposer.
Lande med neutrale tobakspakker:
Australien indførte som det første land i verden neutrale tobakspakker i 2012.
Lande i Europa, som har neutrale cigaretpakker: Frankrig, Irland, Storbritannien, Norge, Holland, Slovenien, Belgien, Ungarn, Israel og Tyrkiet.