Af Rasmus Prehn
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
Valgt for Socialdemokratiet i Hjørring Kredsen
Tak til min faste penneven her i spalterne, Mikael Borup fra Hirtshals. Det glæder mig, at du har noteret dig, at jeg lægger ildhu og timer i mit arbejde. Så meget, at du ligefrem bekymrer dig for, om jeg kan nå det hele.
At være minister for fødevarer, landbrug og fiskeri er et hårdt og krævende job. Det hårdeste jeg har haft indtil nu, må jeg indrømme. Og jeg har ellers prøvet lidt af hvert. Minister på et andet område, Udviklingsminister. Menigt folketingsmedlem gennem flere år. Pædagogmedhjælper, cykelsmed, gymnasie- og højskolelærer, sekretariatsleder, køkkenmedhjælper mm. At være minister i Danmark inkluderer langt de fleste af mine vågne timer – inkl. weekenderne. Dog insisterer jeg på, at jeg skal have lidt tid til motion og til mine børn, selvom også det holder hårdt.
Men sammenlignet med ministre før mig, skal jeg nok ikke klage. Husk på, at min forgænger Mogens Jensen var minister ikke bare for fødevarer, landbrug og fiskeri, men også for nordiske forhold og ligestilling. Og husk på, at før ham, havde vi Venstres nuværende partileder, Jakob Ellemann Jensen, der ud over fødevarer, landbrug og fiskeri også var miljøminister. Glem i den forbindelse ikke, at han ofte koketterede med, at han først var miljøminister – så minister for resten. Og også dengang fik både fiskere og landmænd at mærke, at det var svære tider.
Vi skal helt tilbage til den konservative Kent Kirk, der var fiskeriminister fra oktober 1989 til januar 1993, før vi sidst havde en selvstændig fiskeriminister. Jeg kan i den forbindelse nævne, at mange af mine europæiske ministerkollegaer har en lignende portefølje som mig. Det gælder selv i store lande som Tyskland, Spanien og Italien. Seneste er min gode portugisiske landbrugsministerkollega, Maria do Céu Antunes, lige blevet udnævnt som fiskeriminister også. Frankrig har dog stadig separate ministre for landbrug og fiskeri, mit indtryk er dog, at de faktisk modtager endnu mere kritik, end jeg gør.
Det er altid en vigtig overvejelse, om man kan nå alt? Og om man er nok nede i sagerne mm. Derfor sætter jeg også utroligt meget pris på Mikael Borups indvending og spørgsmål. Alligevel bliver mit svar, at uanset, hvor meget man som minister sætter ind i sagerne, så kan vi ALDRIG nogensinde vide mere end eksperterne, og dem der arbejder på området. Vores ekspertise må ligge i at bringe mennesker sammen, diskutere tingene og nå frem til fælles beslutninger mm. Vi skal være gode til at have tvivlens nådegave. Til at udfordre sandhedspatenter. Og til at samle mennesker i beslutninger. Er vi i tvivl om noget, må vi bringe de mennesker sammen, der er mest uenige og så vente til de er enige. Det giver dels en bedre forståelse, dels en mere holdbar løsning på et problem. Men somme tider er det svært.
Jeg tænker, at min gode penneven Mikael Borup bl.a. tænker på hele diskussionen om kameraovervågning. Her er vi desværre ikke lykkedes med enighed. Det er jeg meget ked af. Men husk lige på, at her er der tale om to grupper, der hver især har arbejdet meget intenst med fiskeri i en menneskealder, nemlig fiskerne, Danmarks Fiskeriforening og så forskerne og miljøbiologerne på DTU. Selvom de alle har arbejdet med området de sidste 20-30-40 år, så er de ikke enige. Derfor handler enighed og løsninger ikke nødvendigvis om at have arbejdet med området i årevis og være ekspert. Men måske en smule mere om villigheden til at lytte, bøje af og gå på kompromis. Samt måske ikke mindst at tænke på andre end sig selv.
I den sammenhæng vurderer jeg ikke, at min portefølje med både fødevarer, landbrug og fiskeri er problemet. Derimod er en politikers fornemmeste opgave at sikre synergi og netværk – hvilket flere opgaver sommetider kan medvirke til.