Af Helle Møller Riis
Den 2. januar 1992 kørte 18-årige Inger ind på gårdspladsen på Vrå Højskole på sin Puch Maxi.
Hun skulle starte i en måneds praktik i køkkenet, og var på gyngende grund:
– Selv om jeg er vokset op i Børglum, og boede bare 9 kilometer fra Vrå, havde jeg aldrig hørt om højskolen. Jeg kan huske, at jeg spurgte en tilfældig elev, hvor køkkenet var. Han svarede på syngende sjællandsk, gik i striktrøje og trompetbukser. Total hippie. Det var et kulturchok for mig. Det var første gang i mit liv, at jeg mødte en fra Sjælland.
I dag mere end 30 år senere har Inger stadig sin Puch Maxi. Hun ved i den grad, hvor højskolekøkkenet er, og hun har mødt hundredevis af sjællændere siden. Hendes måneds praktik er igennem årene blevet vekslet til job som rengøringshjælp, ernæringsassistent, køkkenchef og senest oldfrue. For Inger betyder stillingsbetegnelsen mindre. Hun arbejder ikke på højskolen på grund af titler – men af en helt anden grund:
– Jeg er her, fordi jeg holder af at være sammen med mennesker. Jeg kan lide hverdagene, jeg kan lide festerne, jeg kan lide gæsterne og eleverne – og jeg kan lide at tage fat og løse opgaverne, og tage en hurtig beslutning. Jeg gør aldrig noget halvt.
Hjem til højskolen
Siden mødet med hippien i højskolegården på Ingers allerførste arbejdsdag, har hun mødt massevis af forskellige mennesker på arbejdspladsen i Vrå. Både danskere og udlændinge, og hun har været med på studieture til blandt andet Prag og Dublin:
– Det har været mange fantastiske oplevelser med kolleger og elever, fordi du på en højskole kommer så tæt på andre mennesker. Det kan jeg vildt godt lide, og jeg kan godt lide at tingene forandrer sig, siger Inger, der igennem sin tid i Vrå har arbejdet under fire forskellige forstandere. Først Eigil Nielsen siden Kasper Graarup, så Pia Schnoor og nu Anne Friis:
– Det har virkelig været lærerigt. Både når der har været fulde huse, men også i perioder, hvor der har været få elever og højskolen har været økonomisk presset. Der har vi stået tæt som personale, og knoklet igennem, siger Inger.
På et tidspunkt var elevtallet nede på under tyve, og Inger så sig derfor om efter et andet arbejde. Hun tog en rute som landpost. Det holdt i tre dage:
– Jeg kunne slet ikke klare at sidde der alene i postbilen. Det var alt for ensomt og stillesiddende. Jeg ringede til Kasper, der på det tidspunkt var forstander. Han sagde med det samme: “Vil du hjem til højskolen igen?” – og jeg svarede JA. Det ville jeg i den grad.
Grøntsager og skiferie
Lige så trofast, som Inger har været overfor sin arbejdsgiver, ligeså trofast er hun overfor sin mand Kristian.
De to har kendt hinanden siden barndommen i Børglum, og har været kærester, siden Inger var 16. De er i dag forældre til Albert på 12 år og August på 11 år, der begge er adopteret fra Kina.
Familien bor på et landsted i Børglum få kilometer fra Ingers barndomshjem og har en vej-bod i byen. Her sælger de i sommermånederne grøntsager, syltetøj og saft, der er dyrket hjemme i Ingers to store drivhuse:
– Pengene vi tjener på boden bliver hvert år omsat til to ugers skiferie. Vi elsker alle fire at være aktive. At stå på ski – og helst i Norge – er blevet en fast tradition.
På landstedet er der desuden plads til en stor samling veterantraktorer, som familien kører til træf i, og så til en god håndfuld Puch-maxi-er. Inklusiv den Inger kørte på første dag til højskolen:
– Altså jeg keder mig jo ikke, og har altid gang i noget. Jeg vågner som regel klokken 5:00, så kan jeg lige nå huset rundt med en støvsuger, inden de andre vågner – og jeg går sjældent i seng før klokken 22-23 stykker. Man har jo kun et liv, så det gælder om at bruge det, siger Inger, der håber på at bruge resten af sit arbejdsliv på højskolen i Vrå:
– Hvis jeg kunne bestemme, så bliver jeg her på højskolen til jeg går på pension. Jeg elsker de mange glade ansigter – og jeg elsker at følge med tiden. Da jeg startede var der mere guitar og lejrbål, mens der i dag er flere sociale medier og mobiltelefoner. Jeg ser stadig flere muligheder end forhindringer – og trods alle forandringerne, så er Vrå Højskole en stor tryghed for mig.
Højskole-Kollegerne om Inger
Janne Kjærsgaard, kollega siden 2003:
Inger er arbejdsom udover det sædvanlige. Hun er supernem at arbejde sammen med, og lader sig ikke slå ud af kurs. Hun har humor, er fordomsfri – og så er hun tosproget. Hun taler rigsdansk på jobbet og dialekt hjemme. Vores drenge er kammerater, og det er et skønt hjem at komme i.
Marlene Jellesen, kollega siden 2006:
Inger var den, der ansatte mig i køkkenet i 2006. Hun er både som en mor for mig, men er også en af mine allerbedste venner. Man bliver tæt, når man arbejder sammen i et køkken. Inger er den, der ved mest om højskolen. Man kan spørge hende om alt – og er hun er en fantastisk backup. Jeg kunne ikke forestille mig et arbejdsliv uden hende.
Lene Schønning, kollega siden 2007:
Inger er hjælpsom og er selv i svære tider indstillet på at få tingene til at lykkes. Virkelig et rivejern. Ordentlig, venlig og positiv. Jeg husker især hende fra en studietur, hvor hun fiksede alt. Det virker nogle gange som om, at Inger kan trylle, og så er hun tålmodig med mennesker.
Ole Schillerup, kollega siden 2012:
Der er noget bundsolidt over Inger. Hun er bramfri og ærlig, og så er hun humoristisk. Hun har svarene på alt. Hun har erfaring, og så værner hun om gode danske dyder. Hun kan virkelig lave klassiske danske retter, og så er hun ikke bange for at tale åbent om selv svære emner.
Fakta om Inger
- Født i august 1973 og opvokset i Børglum som den yngste af en søskendeflok på 6
- Har arbejdet på Vrå Højskole siden januar 1992
- Kom i 1999 i voksenlære og fik i 2000 uddannelsen som ernæringsassistent
- Gift med Kristian, som hun har kendt hele sit liv
- Mor til Albert og August, der begge er adopteret fra Kina
- Bor på et landsted i Børglum og dyrker grøntsager i stor stil, som sælges i sommermånederne ved en vejbod i byen
- Elsker at stå på ski, køre veterantraktor og puch maxi
- Er ferm til håndarbejde og pileflet og er glad for at løbe
Foto: Lulu Dich.