Et helt igennem motiveret Fortuna-hold gik på banen til kampen mod det hold der gennem rigtig mange år, var Fortunas evige konkurrent i kampen om mesterskabet. Fredag var det Fortunas tur til at være det toneangivende hold i det interne opgør.
Der blev leveret en fantastisk holdindsats. Enkelte spillere brillerede og ingen faldt igennem. To af Fortunas australske spillere, sørgede for at hjemmeholdet kunne gå til pause med en føring på 3-0. Angela Beard bragte Fortuna på 1-0 i det 29. minut, ti minutter senere var der Indiah-Paige Riley der kom på scoringslisten og så var Angela-Paige Riley igen på pletten, da det blev 3-0.
En helt igennem forrygende første halvleg, hvor man kunne glæde sig over et såvel disciplineret som kreativ fodbold. Nok det bedste, der er set i slutspillets tre kampe, som alle er vundet.
Anden halvleg startede lige så inspireret og efter et lille kvarters spil kom kampens perle, da Florentina Olar med et drønende hovedstød sendte bolden i mål til 4-0.
Fortuna kunne nu føle sig ganske sikker og der blev plads til at afprøve forskellige ting. Flere udskiftninger gav unge spillere chancen og samtidig kunne man skåne nogle af de rutinerede.
Det var et Brøndby-hold, der leverede nydeligt fodbold, men som ikke kom til virkelige chancer. Selv Nanna Christiansen, som altid har voldt Fortuna vanskeligheder, kom ikke med nogle af sine kendte, farlige gennembrud.
Nu skal Fortuna-spillerne være klar til endnu et alvorligt opgør 2. påskedag, hvor ligaens førerhold HB Køge kommer på besøg på Nord Energi Arena. HB Køge er på førstepladsen med fem points flere end Fortuna
Mandagskampen starter også kl. 13. Det vil være fint at få mange tilskuere til at hjælpe Fortuna igennem til en sejr.