Af Michael Engbjerg
Byrådsmedlem
Dansk Folkeparti
Hjørring Kommune
Op mod 17 millioner mink slåes ihjel. Disse beslutninger er truffet af en famlende regering indenfor ganske få dage og får voldsomme konsekvenser ikke bare for rigtig mange danske familier, men også for store dele af erhvervslivet, vort lands økonomi og fremtidige eksport.
Nu er det vedtaget, og vi ved nu, at der udryddes flere farme og dermed står flere ejere tilbage i en forfærdelig situation, ikke bare at deres dyr bliver behandlet meget kritisabelt, når de slåes ned, men også økonomisk i deres fremtidige eksistens.
Regeringen taler om kompensation, men det kan jo ikke være målet for nogle farmere med dette, det bør være en ekspropriation, hvor staten /regeringen overtager farm, bygninger og tilhørende procesudstyr til markedspris, så de berørte familier kan leve et anstændigt liv bagefter.
Jeg er ikke ekspert i virus og skal heller ikke være det, og det er heller ikke udtryk for manglende tiltro til fagkundskaben, men der er altså for mange ubesvarede spørgsmål, der står tilbage efter et sådan indgreb.
Mine tanker går til de berørte farmere og deres familier, som natten over er blevet angrebet på deres eksistens af en famlende regering og en venstrefløj i dansk politik, der ikke ønsker dette erhverv.