Trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes at samle tilstrækkeligt mange hold og hjælpere til at kunne gennemføre turneringen Slagter Winther Cup 2022.
Årets Slagter Winther Cup skulle ellers først afvikles i pinsen, men arrangørerne har allerede taget denne svære beslutning nu af hensyn til de tilmeldte hold og deres samarbejdspartnere i Norge.
– Vi er utroligt kede af dette udfald, da vi efter to års pause havde glædet os til at se en masse unge fodboldspillere på vores baner igen. Corona kaster desværre stadig lange skygger over vores turnering, der har skabt venskaber og glade sommerminder i mere end 30 år, lyder det fra tovholderne hos Horne KFUM.
– Der skal derfor lyde en rigtig stor tak til alle jer, der har kæmpet bravt i forsøget på at genoptage Slagter Winther Cup i år, slutter de fra Horne KFUM.