Lyden af legende børnestemmer fylder luften på legepladsen foran velkomstcenteret i Vrå i Hjørring Kommune, hvor der lige nu bor omkring 100 flygtede ukrainere. Centeret husede 190 personer, da der boede flest, men i den seneste tid har tallet været stødt faldende.
I Hjørring Kommune oplever de i disse dage, at flere ukrainere er begyndt at rejse hjem igen, skriver TV2 Nord.
Ifølge Michael Andersen er der flere forskellige grunde til, at nogle ukrainere vælger at forlade Danmark igen. Nogle rejser hjem, fordi krigen rykker længere østpå, hvilket betyder, at det område, man er flygtet fra, muligvis ikke længere er så truet. Men der også mere tragiske omstændigheder, der gør, at nogle vender hjem til Ukraine.
– Vi har desværre også haft beboere, der er taget hjem, fordi de skulle begrave familiemedlemmer, der er faldet i krigen, siger Michael Andersen.
Kan rejse frit
Præcist hvor mange Ukrainere der bor i Hjørring Kommune, er der ikke nogen, der ved. Der er nemlig en del, der er indkvarteret privat, og dem har Hjørring Kommune ikke nogen forudsætning for at kende til, men bosætningsteamlederen regner med, at det drejer sig om omkring 200 personer.
Michael Andersen kender til cirka 50 ukrainere, der har benyttet sig af muligheden for at rejse tilbage til Ukraine, men det er ikke ensbetydende med, at de bliver der.
– Nogle af dem vil gerne hjem for at følge op på nogle omstændigheder, og hvis vi har mulighed for at hjælpe dem, så gør vi det selvfølgelig, siger Michael Andersen.
Han har for eksempel været med til at arrangere, at en bus der skulle til Ukraine for at hente flygtninge i samme ombæring kunne have ukrainere med fra Danmark til Ukraine.
Michael Andersen har gennem de sidste par måneder været i dialog med mange ukrainere, og det har hele tiden været hans indtryk, at de er meget opsatte på, at de skal tilbage til Ukraine, så snart det lader sig gøre, men nu er han begyndt at se en ny tendens hos nogle.
– Jo længere tid de er her, jo mere begynder de at tale om, hvilke muligheder de egentlig har, hvis de bliver i Danmark, siger han og fortsætter: de er så taknemmelige og så glade, og de behandler skolen her som var det deres eget hjem.
Kilde: TV2 Nord.