Af Bjarne Laustsen
Medlem af Folketinget
Socialdemokratiet
Ruslands krig mod Ukraine har medvirket til, at det nu er dyrere at være nordjyde.
Om man tanker sin bil, står ved køledisken i supermarkedet eller sidder derhjemme og tjekker ens varmeregning er tendensen den samme: Det er blevet dyrere.
Det gælder for nordjyder og for danskere helt generelt. Samtidig er særligt de danskere, der har mindst, udfordret.
Det skal vi gøre noget ved fra politisk hold.
Derfor er det rigtig godt, at vi har sikret en målrettet varmecheck, der hjælper 400.000 husstande med deres varmeregninger.
Og nu ønsker vi i Socialdemokratiet at tage endnu et vigtigt skridt. Vi foreslår, at de ældre, der i forvejen får ældrecheck, modtager en ekstra skattefri check på 5000 kr., der skal hjælpe med at få det hele til at hænge sammen. Sidste år modtog knap 300.000 danskere ældrecheck, så der vil være tale om en betydelig gruppe, der hjælpes.
I Socialdemokratiet mener vi, at man ikke må lade kriser gå ud over vores dårligst stillede som blå regeringer tidligere har gjort. Derfor er forslagene om varmecheck og ældrecheck helt rigtige. Samtidig forhøjer vi kørselsfradraget, hvilket også vil få en positiv effekt.
Snart skal vores forslag forhandles sammen med Folketingets resterende partier. Mit håb er, at de bakker op om dette udspil, der er en nødvendig og retfærdig håndsrækning til de nordjyder, der har det økonomisk sværest i denne tid.



Hvad så med vi andre pensionister, har vi ikke samme udgifter som dem der får ældrecheks i forvejen. Jeg har betalt skat siden jeg var 14 år, og fået understøttelse max 1/2 år i mit arbejdsliv. Er denne grubbe ikke kendt inde i folketinget