Af Erik Høgh-Sørensen
Byrådsmedlem i Hjørring
UFP – Uafhængigt Frit Parti
Medlem af Folkebevægelsen mod EU
Tolne
Tirsdag kom det frem, at Hjørring Kommune har brugt 610.000 kroner på det københavnske advokatfirma Norrbom Vinding med det tilsyneladende formål at bringe familien Bom i Sindal på fallittens rand. Familien havde søgt erstatning, fordi kommunen fra juni 2018 tvangsfjernede tre døtre i halvandet år blandt andet pga. et anonymt tip, der hurtigt viste sig at være falsk.
Det er svært for mig som nyt byrådsmedlem at vurdere, om tvangsfjernelsen var i orden i udgangspunktet, men der gik kun få uger, før politiet droppede efterforskningen mod familiefaderen. Også derfor er det trist, at sagen aldrig nåede til dom. Nu ved vi ikke, hvem der havde ret.
Bortset fra det forgyldte advokatfirma står der kun tabere tilbage:
- Kommunen, skatteyderne og det offentlige har tabt cirka 8 millioner kroner på de tre pigers tvangsfjernelse. Det nøjagtige beløb kendes ikke pt. Formentlig kunne pigerne være kommet hjem kort efter, at politiet droppede efterforskningen af familiefaderen. I stedet gik der halvandet år, og det var efter min mening berettiget, at Bom-familien prøvede at føre sagen, for deres erstatningskrav var beskedent.
- Hverken Hjørring Byret, Civilstyrelsen, Ankestyrelsen eller Procesbevillingsnævnet virker troværdige i den konkrete sag. Der er begået fejl, og man får indtryk af et sammenspist og sammenflettet system, som bestøver sig selv.
- Eksempelvis har Hjørring Byret i en ganske ekstrem kendelse besluttet at ramme de tre børn. Caroline Bom (8 år), Josefine Bom (15 år) og Isabella Bom (18 år) ender hver med at skulle betale 55.000 kroner i sagsomkostninger i en sag, der aldrig blev bedømt.
- Både det forrige og nuværende byråd i Hjørring har fejlet ved at se væk fra det centrale, nemlig børnenes tarv under tvangsfjernelsen og de eksploderende offentlige udgifter. Jeg nærer ikke generel mistillid til forvaltningen, men det er en byrådspolitikers pligt at overveje risikoen for fejl, hvilket besværliggøres af, at kun et fåtal af de 31 byrådsmedlemmer er ordentligt informeret i denne type sager. Man aner konturerne af et magtfuldt behandlersystem, som servicerer og kontrollerer sig selv.
På den ene side kan et falsk tip bidrage til uanede problemer for familiefædre, hvis retssikkerhed er truet. På den anden side risikerer kontroversen om familien Bom at forlede kommunalt ansatte til at tøve i andre sager, hvor der virkelig er brug for et hurtigt indgreb.
For at høre familiens version tog jeg en snak med Bom-familien i deres hjem tidligere på året. Jeg bilder mig ikke ind at have overblik over hele forløbet, og det er muligt, familien tidligere har haft problemer. Det har de fleste familier, så hvor går grænsen? Jeg tror ikke, at kommunens indgreb har bidraget positivt. Under mine to besøg oplevede jeg en ret normal kernefamilie med et påfaldende stort familiesammenhold, der blandt andet udsprang af, at både børn og voksne følte sig trængt af de forskellige myndigheder.
Derfor foreslog jeg på byrådsmødet i februar 2022 at tale sagen ned med et omgående forlig, som var i alle parters interesse, bortset fra advokaterne.
Mit forslag blev afvist bag lukkede døre, og hvis jeg skal formulere mig høfligt, håndterede byrådsflertallet under borgmester Søren Smalbro (V) ikke forslaget og sagen ordentligt. Nu ender Norrbom Vinding med at score ekstra 200.000 kroner af skatteydernes penge, mens 8-årige Caroline og hendes to søstre, som jo er sagens virkelige ofre, hver især sidder tilbage med en kommunal dummebøde på 55.000 kroner.
Men lad mig slutte med anekdoten om, hvordan Caroline under et af mine besøg insisterede på at vise sit værelse frem. Jeg bringer et billede med forældrenes og pigens tilladelse. Det gjorde mig glad at se hendes stolthed ved at fremvise de i den grad velordnede ”bamse-forhold”. Hun var tydeligvis HJEMME, så uanset diverse uretfærdigheder kan man både håbe, ønske og tro, at familien Bom får et godt familieliv fremover.
Falske tips /ofte anonyme/ til kommuner + mødres løgnehistorier i Familieretshuset ødelægger desværre utrolig meget for familiefædre og deres børn.
I Bom sagen burde kommunen hurtigst muligt efter politiundersøgelsen var afsluttet have sørget for at få sagen lukket og børnene hjem. I denne sag glemmes hele vejen igennem børnenes tarv. Man tilsidesætter den bedste løsning, der både ville have gavnet børnene + kommunekassen.
Den slags sager må kunne håndteres bedre.
I denne situation kunne man så ikke starte en indsamling til støtte til pigerne og deres familie?
Hvor ville det være godt – omend ikke andet, så et tilskud til det beløb, som pigerne skal betale?
– hvor er det dog uretfærdigt og urimeligt.
Hej Lene,
Jeg stillede netop et sådant forslag på byrådsmødet i oktober. Foreslog at hvert byrådsmedlem skulle donere 500 kr. til pigerne, når nu byrådet var skyld i deres gæld. Men borgmester Søren Smalbro (V) fik forslaget fjernet fra dagsordenen med en efter min mening falsk juridisk begrundelse.
Se mere her mødet 12.10 punkt 6: https://hjoerring.dk/demokrati/dagsordner-og-referater
Når man ser videoen fra samme byrådsmøde, vil man se, at jeg bliver afbrudt, da jeg prøver at begrunde, hvorfor mit punkt skal realitetsbehandles. Det blev det aldrig.
https://hjoerring.dk/demokrati/byraad/byraads-tv
Mvh – Erik