Det første hovednavn ved dette års Musik Under Trappen er Jonah Blacksmith fra Thy. Bandet er kendt og respekteret for koncerter, der efterlader såvel publikum som anmeldere rørte, euforiske og aldeles varme om hjertet.
Bandets lyd er stor og dynamisk – ganske som, fristes man til at sige, et møde med det mægtige Vesterhav, der danner monstrøs bagkant og horisont på hjemegnen. Bandets syv medlemmer formår med deres store musikalske alsidighed at folde de personlige og håndskrevne sange ud i et frit og ubesværet univers, der fletter tråde mellem det voluminøst himmelstræbende og det helt nærværende og intime. Alt sammen bundet sammen af Simon Alstrups alsidige, stærke og genkendelige stemme i front.
Jonah Blacksmith har haft massiv airplay på landets radiostationer siden debutalbummet ‘Northern Trail’ udkom i 2014. Siden – i 2017 – fulgte det selvbetitlede album ‘Jonah Blacksmith’ og senest i efteråret 2020 udkom det ligeledes anmelderroste ‘Brothers’-album, hvorpå singlerne Monster, Honey og Dreams er at finde. Bandet udsendte i oktober 2021 singlen House on Fire, som fra starten er blevet playlistet af både DR P4 og Nova FM.
Jonah Blacksmith har hjerte og rod i det nordvestjyske, og består af brødrene Thomas og Simon Alstrup, samt Søren Bigum, Lasse Alstrup, Jon Bisgaard Kjeldsen, Søren Poulsen og Thor Kortegaard.
Det næste navn er Rasmus Walter, som i 2021 kunne se tilbage på 20 år, som musiker på landevejen med først Grand Avenue og nu en succesfuld solokarriere, hvilket også bliver markeret på festivalerne 2022 – de bedste sange fra en lang karriere, og en forsmag på de næste tyve år.
En 20 års karriere, der har budt på stor kommerciel succes, masser af hits og et væld af koncerter, hvor Rasmus Walters evne til indlevelse og nærvær altid har spillet en central rolle live.
Rasmus Walter har haft massivt airplay på landets radiostationer fra starten da debuten med ”Dybt Vand” slog igennem, og senere med singler som ”Endeløst”, ”Verden I Stå”, ”Lost In The Moment” m. Fl. Rasmus har også lavet musik med flere kollegaer i branchen, og seneste aftryk er singlen ”Gaderne Er Tomme” med norske Thomas Dybdahl.
På festivalerne til sommer går Rasmus og bandvennerne på scenen med et nyt show, nye og gamle sange, og de glæder sig mere end noget andet.