Allerede året før opstart i 2020 investerede Hirtshals Transport Center, hvor Tonni Sørensen er direktør og partner, i erhvervsbygningen på matriklen Dalsagervej 18, hvor jeg i november 2020 og igen i dag mødtes med iværksætteren bag lige præcis OPMAX.
Dengang var det for at høre om Tonni Sørensens idé til det smarte koncept bag OPMAX. Han havde nemlig en skarp plan for, hvordan han ville udnytte de flere tusinde kvadratmeter, som er fordelt på tre store lagerhaller og nogle mindre værkstedsrum samt fine kontorfaciliteter på Dalsagervej.
Det nytænkende og virkelig fremsynede var nemlig ikke så meget det at lave lager i sig selv, men derimod de helt nye containere, som var og er et af de centrale omdrejningspunkter for konceptet hos OPMAX, som Tonni Sørensen altså mundret navngav denne aflægger af HTC.
Konceptet går i al sin enkelhed ud på at anvende nogle specialdesignede containere, der leveres sammenfoldede og samles på stedet. Det geniale ved containerne er dernæst, at de kan transporteres ud til kunden, der ellers har skullet pakke og køre sit habengut til et lagerhotel.
Kunden kan altså kort fortalt nøjes med at bære sagerne, hvad end det nu måtte være, ud i containeren, som derefter køres tilbage til det opvarmede lagerhotel, der selvfølgelig råder over rampe, der gør det ligeså nemt at losse og laste fra lastbil, når det måtte være nødvendigt.
Der gik da heller ikke lang tid, før tiltaget gav genlyd efter omtalen i netavisen og skaffede kunder til OPMAX. Anledningen til dagens besøg hos Tonni Sørensen er da også, at han nu har fået de første kunder i Skagen. Faktisk skulle han efter vores snak direkte derop med endnu en container.
Der er altså rigeligt med muligheder for oplagring i kortere eller længere perioder af både stort og småt hos OPMAX. Det være sig gods, møbler, inventar, maskiner, emballage, arkiv, autocampere, bådtrailere, biler og motorcykler også uden, at det skal i en af de omtalte containere.
Man kan læse meget mere om muligheder og priser her hos OPMAX.
Følg også virksomheden her på Facebook.