Så skete det. I går eftermiddag fik forbipasserende det første lille glimt af en svaneunge under svanemors vinge ude på øen, hvor hun har ruget på sine æg.
Her til aften har hun så præsenteret sine tre svaneunger for offentligheden, lyder det fra Arne Nygreen i Hjørring. Svanemor tog ungerne med på en kort svømmetur rundt i Soppedammen.
Det var sjovt at se, hvordan den ene af ungerne åbenbart blev træt af al den motion. Den hoppede i hvert fald op på ryggen af mor og tog turen tilbage til reden på den måde.
Svanemor fik de tre små puttet godt ind under vingerne og faldt til ro igen ude på øen. Det skal blive dejligt at følge ungernes opvækst igennem sommeren og efteråret, slutter Arne Nygreen.


