Af Henrik Mølbjerg
Sanger og forfatter
Det er alligevel imponerende, at der skal en borgmester fra et af landets fjerntliggende hjørner til at slå fast for hele det ganske danske land (skandalesøgende politikere, mediefolk m.fl.), hvorfor det med aflivning af mink reelt ikke var et måske og/eller enten eller… Det var og er “et must” – selv om det er sørgeligt på alle måder…
Godt pressemøde med stærk og præcis kommunikation i øvrigt – lige før Arne tonede frem på DR1. Både Brostrøm og Tyra fra SSI slog hegnspæle ned igennem al tvivl omkring de aktuelle tiltag – som de jo står på mål for.
Måske skulle man overveje, at lade disse corona-pressemøder tegne af sundhedsmyndigheder og embedsværk i så høj udstrækning som overhovedet muligt. På den måde vil man givet mindske tilstedeværelsen af blodtørstige journalister og efterfølgende politisering fra floskelbevæbnede politikere, som ikke kan være i deres kroppe under savnet af meningsfyldt rampelys…
Det blev Arnes tur sådan en højhellig lørdag – og meget kan man mene om Arne, men han har altså en evne til at sige tingene som de er – uden indpakning og pis af nogen art…
Tak for det – og luk så for alt det ligegyldige bavl, som ikke hører hjemme i en tid med så alvorlige ting øverst på dagsordenen!!!
Denne lørdag fylder Arne Boelt i øvrigt 59 år.