Af Rikke Kirstine Rytter Petersen
Christiansdalsvej 83
Vrå
Mine forældre på henholdsvis 81 og 84 år bor i en provinsby i det midtjyske. Min far har KOL og har desuden været gennem flere alvorlige sygdomsforløb. Han er helt klart i risikogruppen. Vi har ud fra et forsigtighedsprincip stort set ikke set hinanden siden nedlukningen i marts måned. Som så mange andre har vi måtte nøjes med ringe og skrive sammen.
I søndags snakkede jeg med min mor. Hun var i dårligt humør. Ked af, at det lokale ældrecenter har været corona-lukket i, hvad der føles som umindelige tider. Det er efterhånden længe siden, der har været undervisning, foredrag og andre kulturtilbud. Og så var der også det med, at hendes fødselsdag er blevet udskudt på ubestemt tid pga. lukningen af kommunegrænsen heroppe.
Det var så her, jeg fortalte hende om din betragtning om vilkårene for plejehjemsbeboere og andre udsatte borgere i nyhederne på DR forleden. Du sagde: ”Det er fem og en halv måned, at rigtig mange af de her mennesker ikke har kunnet komme ud over dørtrinnet. Vi andre går og klynker, fordi vi har været indespærret i 14 dage”.
Det var virkelig en øjenåbner, for som min mor lidt flovt sagde: ”Han har jo fuldstændig ret. Jeg havde slet ikke tænkt det på den måde”. Så begyndte hun i stedet at tale om, hvor glad hun er for, at hun hver dag kan gå en tur i skoven. At hun to gange om ugen går stavgang med sin gode veninde. At hendes søn, svigerdatter og det yngste barnebarn bor i lokalområdet. At alle hendes kære indtil videre er gået fri af corona. Og fødselsdagen – den kan vi da bare holde, når kommunegrænsen på et tidspunkt åbner.
Jeg ved godt, at tiden siden 11. marts og nu yderligere med lukningen af kommunegrænsen har alvorlige konsekvenser for rigtigt mange. At verden er konkret og det handler om arbejdspladser, økonomi, turisme. Det underkender jeg bestemt ikke. Men jeg synes, vi måske ofte kommer til at glemme at være taknemmelige over alt det, vi trods alt stadig kan.
