Af Kasper Maarup Andersen
Byrådskandidat for Venstre
Hjørring Kommune
I dag er der præcist ét år til næste kommunalvalg. Og flere af mine politiske kollegaer har allerede meldt deres kandidatur ud.
Derfor: Jeg stiller op som byrådskandidat for Venstre i Hjørring.
For et par måneder siden meddelte jeg her på Facebook, at jeg igen havde meldt mig ind i et politisk parti, fordi jeg fortsat havde et ønske om, og lyst til, at arbejde med politik og skabe noget for andre. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig væk fra politik.
Jeg er et politisk menneske med lyst til at skabe noget sammen med og for andre. Politik er for mig meget mere end det man ser på tv eller f.eks. oplever i byrådssalen – ja faktisk er det for mig, næsten alt andet end det. For det er når kameraet (og Facebook), er slukket, at der for alvor laves politiske resultater. Det arbejde og samarbejde der foregår mellem politikere, borgere, foreninger, embedsværket osv., er for mig at se, det rigtige politiske arbejde.
Af personlig politisk erfaring ved jeg, at politik kan være særdeles hårdt. Der skal træffes vanskelige økonomiske beslutninger og der prioriteres på områder man helst ikke ønsker – men det hører med. Her finder jeg det enormt vigtigt, at vi kræver ordentlighed og saglighed af hinanden, selvom vi bliver uenige. Her er jeg måske den “kedelige” politiker, der kigger på fakta og ikke bruger skældsord. Det vinder ikke altid stemmer, men for mig er integritet vigtigere end enkeltsager og stemmer.
Jeg har holdninger, og på nogle områder stærke holdninger, som jeg kæmper for. Men jeg forsøger altid at inddrage og lytte til netop dem, som har en anden holdning end mig. For politik handler ikke om at have ret, men derimod om at finde den bedste løsning på et givent tidspunkt.