Hotel Strandlysts nye ejer Malene Bredvig er glad for aftalen, som matcher hendes ønske om, hvordan hotellet og stedet skal udvikles.
– Naturen omkring hotellet er jo aldeles fantastisk og ligger op til udendørs aktiviteter som vandring, cykling, forskellige former for vandsport og meget mere, siger Malene Bredvig.
– Fra midten af august måned vil vi derfor tilbyde ophold, hvor der tirsdag og torsdag er mulighed for at komme på en guidet vandretur på 1-2 timer. Turene er for vores overnattende gæster og starter og slutter ved hotellet. Undervejs i det smukke terræn med skov, klit og strand fortælles korte spothistorier om området og det der dukker op undervejs.
– Det er dejligt for mig som ny ejer af hotellet at indgå samarbejde med lokale aktører som The Sky Is Blue. Netværk skal bygges op på mange fronter og det er vi godt i gang med, slutter Malene Bredvig.
The Sky Is Blue har det seneste års tid haft mange guidede vandreture i Tornby- og Hirtshalsområdet og kender således ”hver en sten”.
Se meget mere om vandreture og hvad hotellet ellers byder på her: www.hotelstrandlyst.dk