Mulighederne var mange, da Lasse Urban fra Urban’s Vent-Teknik i 2019 for første gang tog fat i Henrik Dam fra Business Hjørring. Faktisk var mulighederne så mange, at det var vanskeligt at følge med for det forholdsvis nyopstartede ventilationsfirma, som oplevede stor efterspørgsel på deres ydelser.
Selvom det gik godt, havde det også vist sig, at ikke alle ordrer og tilvalg af muligheder gav lige gode tal på bundlinjen. Tiden var inde til at tage en tur op i den strategiske helikopter og blive skarpere på, hvilke muligheder, der skulle danne grundlag for Urban’s Vent-Teknik videre udvikling.
Nyt at arbejde strategisk
De to ledere, Lasse Urban og Jens Holger Jespersen, var vant til at løbe hurtigt og at jonglere med mange bolde i luften. Men at stoppe op og lægge en strategi, var nyt for dem. Derfor indgik de samarbejde med Business Hjørring og Erhvervshus Nordjylland, som bevilligede økonomisk støtte til et étårigt strategiforløb i form af et Vilje til Vækst forløb kombineret med Kompetenceløft. Her kunne virksomheden hyre konsulenter ind til at gennemføre forløbet sammen med dem. Valget faldt på Susanne Færch fra Færch Ledelse & Facilitering og Kristina Skovgaard Pedersen fra Advisory Nord.
Forløbet har indeholdt alt fra workshops med fokus på mål, produkter og kundegrupper til ledelsesrådgivning, medarbejderarrangementer og en fokusgruppe.
”Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forestillet mig – vi måtte bare gøre noget for at fokusere strategisk. Og det her har været den vildeste rejse fyldt med tiltag, som var nye for os” siger Lasse Urban.
Nu løber alle i samme retning
Ikke kun ledelsen har været en del af den strategiske proces – faktisk har hele organisationen været involveret flere gange. Udvikling er nemlig noget, der sker i fællesskab, og hvor det gode og sunde arbejdsmiljø bevares hele vejen, er ledelsens holdning.
”Det har været fedt at involvere alle medarbejdere i udviklingen af vores strategi. Det giver ro i maven, at vi alle er med, og at vi handler i fælles interesse.” siger Lasse Urban. ”Det har givet os et sammenhold og en fælles retning, hvor vi løfter i flok”.
Et kig ind i fremtiden med en fokusgruppe
En anden gruppe, som blev involveret i forløbet, var virksomhedens kunder og samarbejdspartnere. I stedet for blot at gætte sig frem til branchens udvikling og kundernes behov, så spurgte de. I form af en lille fokusgruppe tog virksomheden en temperaturmåling.
”Det gav nogle ret interessante drøftelser. I dagligdagen kører opgaverne jo bare derudaf, og det er ikke altid, vi lige får snakket med kunder og samarbejdspartnere om, hvordan de mon regner med, at deres verden ser ud om 5 år.” fortæller Lasse Urban. ”At åbne op for den snak har givet os et helt andet grundlag for at være forberedte på fremtiden og kunne imødekomme de behov, som kommer til at opstå”.
Rejsen er kun lige begyndt
Rejsen er kun lige begyndt for Urban’s Vent-Teknik. De samarbejder, der er åbnet med både Business Hjørring, Erhvervshus Nordjylland, Færch Ledelse & Facilitering samt Advisory Nord fortsætter også ind i fremtiden.
”Det handler grundlæggende om at fokusere på de vigtigste ting i vores forretning. De ting, som fører os i den retning, vi gerne vil. Vi kan nu se de første resultater af vores strategiske valg – og vi skal meget længere” siger Lasse Urban, som blandt andet kan løfte sløret for, at Urban’s Vent-Teknik blandt andet har et strategisk advisory board og mere organisationsudvikling i støbeskeen.
Kilde: Business Hjørring.