Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
Kære Søren Smalbro, vil du ikke nok indvie FlaskePostens læsere i, hvordan du kan have tillid til ejerne af BB Biogas?
I 2018-19 påførte anlægget Liver Å en massiv forurening. Ikke på grund at et uheld, men på grund af ejerens manglende dømmekraft. Han vidste, hvordan det overskydende overflade vand skulle håndteres, men fulgte ikke reglerne. Din egen forvaltning anmeldte overtrædelsen til politiet. BB Biogas fik efterfølgende en bøde, men slap billigt. Sølle 20.000 kroner kostede det at skade vandmiljøet i Liver Å.
BB Biogas ejes gennem diverse holdingselskaber af landmand Daniel Overgaard Pedersen og storentreprenøren Svend Aage Christiansen. Svend Aage Christiansens virksomhed har stor erfaring med opførsel af biogasanlæg. Men om erfaringen rækker videre end til det rent anlægsmæssige virker tvivlsomt.
Den 25. september 2018 opstod der brand i den halm, der var oplagret i plansiloen på Biogasanlægget. At myndighederne fik kendskab til hændelsen skyldtes en tilfældighed. En medarbejder fra Hjørring kommunes Team Natur observerede en tankvogn, som holdt og pumpede vand op fra Liver Å. Da kommunens medarbejder kontakter chaufføren for at gøre opmærksom på, at hans forehavende er ulovligt, oplyser chaufføren, at vandet skulle bruges til at bekæmpe en brand oppe på biogasanlægget.
Tankvognen tilhørte Svend Aage Christiansens virksomhed.
Hos Hjørring kommune undrede man sig naturligvis over, at beredskabet ikke var blevet alarmeret i forbindelse med branden. En brand på et biogasanlæg er en alvorlig hændelse. Derfor kontaktede Hjørring kommune BB Biogas. I et notat kan man læse, at Daniel Overgaard Pedersen begrundede den manglende alarmering med, at han ikke ønskede opmærksomhed omkring branden.
Hvorfor ønskede han ikke opmærksomhed? Var han bekymret for, at byrådet skulle miste tilliden BB Biogas? Var han bekymret for, at beredskabet skulle påtale måde, hvorpå halmen blev opbevaret? Hvor tæt var branden på reaktionstankene? Var der eksplosionsfare?
Hvis man skal have kørekort, skal man tage køretimer og modtage teoretisk undervisning. Og som om det ikke var nok, skal man også bestå prøver såvel teoretisk som praktisk. Sådan er det ikke, når man får tilladelse til producere biogas på et såkaldt gårdanlæg. Der bliver udarbejdet en masse dokumenter omkring sikkerhed og betingelser for drift, men der er ingen prøver. Hverken teoretisk eller praktisk.
Eller er der? I mine øjne var Daniel Overgaard Pedersen og Svend Aage Christiansen til eksamen den 25. september 2018. Og de dumpede med et brag. Der var ikke manglende viden, der fik dem til at undlade at alarmere beredskabet. Det var manglende respekt for almenvellet.
Hjørring kommune er førende i Danmark indenfor produktion af biogas. De fleste anlæg bliver drevet kompetent og fagligt ansvarligt af højtspecialiserede firmaer. Det er desværre åbenlyst, at det ikke er tilfældet for BB Biogas.
Vi står midt den grønne omstilling. Hvis det skal lykkes, er det afgørende, at lokalsamfundene som minimum kan være trygge i forhold til driften af risikovirksomheder.
Et enkelt broddent kar kan sætte hele sektoren i et dårligt lys. Ejerne af BB Biogas har udvist en ufattelig ringe dømmekraft. Jeg har svært ved at forestille mig, at andre kunne finde på at undlade at tilkalde beredskabet i forbindelse med en brand i halmlager på et biogasanlæg. Alene derfor er en udvidelse af BB Biogas ikke en god ide, da en udvidelse øger risikoen for at gøre små ulykker større.
Derfor spørger jeg igen: Kære Søren Smalbro vil du ikke nok indvie FlaskePostens læsere i, hvordan kan du have tillid til ejerne af BB Biogas?