Af Christian Borrisholt Steen
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
Foredragholder
”Danskernes ferie er i fare”. Sådan stod der med store typer hen over en gul bjælke på Ekstra Bladet forleden dag.
Jeg læser sjældent Ekstra Bladet, men overskriften fangede alligevel mit blik. Måske fordi min og min families sommerferie er lige på trapperne, og jeg derfor blev nysgerrig for at finde ud af, hvad der mon gemte sig bag den dramatiske overskrift og hvad det var, der måske ligefrem kunne bringe den længe ventede sommerferie i fare. Men som så mange gange før med den mere kulørte del af formiddagspressen, så handlede det om noget helt andet, end overskriften gav indtryk af.
Det handlede således slet ikke om sommerferien – eller rettere, det handlede i hvert fald ikke om min sommerferie. Bag overskriften gemte sig derimod en historie om, at flyselskabet SAS har varslet en lockout af både piloter og kabinepersonale. Så det vil da utvivlsomt kunne få betydning for dem, der har planlagt en rejse med SAS, men ligefrem bringe sommerferien i fare, gør det vel næppe.
Historien fik mig til at tænke på, at mange har det med at sætte lighedstegn mellem at rejse og at holde ferie og sådan forholder det sig jo langt fra for alle danskere. Jeg har fx holdt sommerferie sammen med mine forældre hvert eneste år igennem hele min barndom, uden af den grund at have haft behov for hverken pilot eller kabinepersonale, al den stund, at vores sommerferier som hovedregel blev tilbragt i vores dejlige sommerhus i Tversted eller andre steder i Danmark – måske med en enkelt afstikker til Sverige eller Tyskland. Transporten klarede vi for det meste med Opel Ascona og hverken den sølvgrå hatchback fra Rüsselsheim eller chaufføren, min far, strejkede.
Forleden dag spurgte én af mine kolleger mig; ”Hvad så, har du bestilt ferie?”. Og lidt på samme måde, som med historien i Ekstra Bladet, så vidste jeg udmærket godt, at kollegaens spørgsmål ikke var foranlediget af en reel tvivl om, hvorvidt jeg ville logge ud af systemet og holde fri fra arbejdet nogle uger hen over sommeren. Med andre ord, kollegaen forvekslede, ligesom Ekstra Bladet, begrebet ferie med at rejse. Og jeg hørte mig selv sige, at vi bare skulle være i Danmark i år. ”Bare” være i Danmark. Men det var i grunden helt kuk, at netop jeg brugte den vending, eftersom det at slappe af i Danmark i sommerferien er og altid har været min foretrukne ferieform.
Når Ekstra Bladet – og mange andre medier – som det naturligste i verden sætter lighedstegn mellem at holde ferie og at rejse, er de for mig at se med til at fremme en forståelse af, at en ”rigtig” ferie er en ferie, som indbefatter en udlandsrejse med fly. Men sådan er virkeligheden jo langtfra for alle danskere. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv, så forventer 45 procent af danskerne at tilbringe sommerferien i udlandet. Det må altså med andre ord betyde, at over halvdelen af os har en forventning om at tilbringe sommerferien under hjemlige himmelstrøg. Men det gør ikke vores sommerferie mindre ”rigtig” eller mindre værd.
Rigtig god sommerferie – både til jer, der satser på SAS og alle os, der satser på hjemlig hygge i sommerhus eller ferielejlighed på Fyrklit.
Christian Borrisholt Steen er født og opvokset i Hirtshals. Debattør, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd. Han udgav i 2021 bogen ”Ordet er frit – 47 klummer til tiden” og er desuden aktuel med foredragene ”Menneskesyn på spil” og ”Køn og identitet”. Sommerferien tilbringes blandt andet på Fyrklit sammen med familien. Læs mere på www.christiansteen.dk
Link til relateret artikel
Danmark skal markedsføres skarpt for at turismestrategi skal lykkes