Sammen med 6000 andre efterskoleelever deltager Lykke Andersen i den traditionsrige gymnastikopvisning på landsstævnet i Svenborg, der finder sted i disse dage, skriver TV2 Nord.
Trin og koreografi er der blevet øvet på i månedsvis.
– Det er megafedt at være med i noget så stort, lyder det fra Lykke Andersen, der kommer fra Ingstrup Efterskole.
Noget, efterskoleveninden Ellen Pedersen er enig i.
– Jeg synes, det er megafedt at være med. Det er en kæmpe oplevelse, siger hun og fortæller, at de har knoklet for at showet skal sidde ‘lige i skabet’.
Eleverne har netop sagt farvel til hinanden efter et efterskoleår, men bruger altså starten af sommerferien i Svendborg. De når nemlig at få en deltagelse i DGI’s Landsstævne med. En begivenhed, der finder sted hvert fjerde år.
– Det er helt specielt, fordi det kun sker hver fjerde år. Jeg føler, vi er heldige, fordi vi er med, lyder det fra Lykke.
– Men jeg er også spændt på opvisningen, og det giver da lidt sommerfugle i maven.
Kilde: TV2 Nord.