Fødevareminister Rasmus Prehn har sammen med Folketingets partier bag aftalen om udmøntning af Brexit-reserven netop sat navn på formanden for den nye fiskerikommission. Lars Barfoed bliver formand for den nye kommission, der skal undersøge, hvordan fiskerierhvervet fremtidssikres.
Beslutningen om at nedsætte en fiskerikommission kommer i kølvandet af Brexit, der blandt andet pga. kvotereduktioner har skabt udfordringer for dansk fiskeri. Formanden udnævnes sammen med de ni andre medlemmer af kommissionen, som er eksperter inden for iværksætteri og fødevareudvikling, økonomi og finansiering, fiskeri, forvaltning og samfund, økosystemer, og klima. Navnene på de resterende medlemmer af fiskerikommissionen offentliggøres efter sommerferien.
Fiskerikommissionen afholder første møde i efteråret 2022 og forventes at afslutte deres arbejde i slutningen af 2023. Her vil kommissionen komme med anbefalinger til, hvordan fiskeriet fortsat kan udvikle sig, så det er økonomisk levedygtigt og bidrager til samfundsøkonomien, samtidig med at klima og havmiljø beskyttes.
Hele kommissoriet kan læses her.
Fiskeriminister Rasmus Prehn siger:
”Jeg er rigtig glad for i dag at kunne sætte navn på formanden for den nye Fiskerikommissionen. Lars Barfoed kommer med en stor politisk indsigt og en kæmpe viden om erhvervslivet – derunder fødevaresektoren – som fiskeriet jo er en afgørende del af. Brexit har desværre vist sig at have enorm betydning for de danske fiskere, fordi fiskekvoterne blev reduceret. Samtidig er en række fiskebestande i havene pressede og brændstofpriserne stiger. Derfor er det helt afgørende for fiskeriets fremtid, at vi finder løsninger på, hvordan vi skaber et økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt fiskeri fremover. Den opgave, mener jeg, at Lars Barfoed og den kommission, vi sætter ham i spidsen for, er de helt rette til at løse.”
Venstres fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen siger:
”Dansk fiskeri er i en utrolig presset situationen. Jeg håber, at Fiskerikommissionen kan komme med anbefalinger til en fremadrettet fiskeripolitik, som kan fremme og udvikle dansk fiskeri. Der er brug for at skabe bedre rammebetingelser så troen på dansk fiskeri bliver genskabt. Det ser jeg frem til, at Fiskerikommissionen kommer med forslag til”.
Socialistisk Folkepartis fiskeriordfører Rasmus Nordqvist siger:
“Det handler om fremtidens fiskeri der beskytter biodiversiteten til havs og samtidig sørger for arbejdspladser i de mangle lokal miljøer der er afhængige af fiskeriet. Men det vil kræve en omstilling og derfor skal den nye kommission se på alle de mange elementer der tilsammen udgøre udfordringer og muligheder for fremtidens fiskeri i Danmark.”
Radikale Venstres fiskeriordfører Martin Lidegaard siger:
“Dansk fiskeri er under pres, og der er i høj grad brug for at tænke nyt. Målet er et bæredygtigt fiskeri i enhver forstand, både miljømæssigt, økonomisk og socialt. Jeg håber den nye fiskerikommission kan anvise vejen dertil.“
Enhedslistens fiskeriordfører Søren Egge Rasmusen siger:
”For Enhedslisten er det vigtigt at den nye fiskerikommission også forholder sig seriøst til hvordan vi får genoprettet fiskebestandene, så der kan blive et større fiskeri i fremtiden. Trawlfri områder, stenrev og plantning af ålegræs er vigtige elementer, men kommer ikke til at virke med mindre landbrugets al for store kvælstofforurening ikke nedsættes markant. På den korte bane er det også vigtigt at sikre udvikling af det skånsomme bæredygtige fiskeri.”
Det Konservative Folkepartis fiskeriordfører Per Larsen siger:
”Det er tiltrængt med en fiskerikommission, for fiskeriet er under pres, og politikerne skal ikke spænde ben for fiskeriet. Det er vigtigt, at vi har føling med, hvilke udfordringer erhvervet står over for, når der træffes politiske beslutninger. Derfor er det afgørende, at vi får eksperter med ind over, så vi kan fremtidssikre erhvervet, der har en lang og stolt tradition i Danmark.”
Dansk Folkepartis fiskeriordfører Mette Dencker siger:
”Danmark er et søfartsland og en fiskerination. Derfor påhviler der os et særligt ansvar for at gå forrest og vise vejen for hvordan bæredygtigt fiskeri kan se ud. Vi skal simpelthen finde den rette balance når det gælder naturen og havet. Det arbejde fortsætter nu med fiskerikommissionen.”
Frie Grønnes fiskeriordfører Susanne Zimmer:
”Det er godt at der nedsættes en fiskerikommission, som ser på fiskeriets udvikling i et fremtidsrettet perspektiv. Uden fisk ingen fiskeri. I Frie Grønne er vi især optaget af, at fiskeriet ikke påvirker økosystemerne negativt og at biodiversiteten genoprettes i havmiljøerne, hvor den er presset. Derfor er vi glade for, at to medlemmerne i kommissionen skal være eksperter for økosystemer.”
For ønske om kommentar fra Kristendemokraterne, kontakt Jens Rohde.
Fakta:
- Fiskerikommissionen har første møde i efteråret 2022 og skal aflevere deres rapport seneste d. 31. december 2023.
- Fiskerikommissionens arbejde inddeles i to faser, hvor den første fase har fokus på at analysere fiskeriet og opstille visioner for, hvor det skal bevæge sig hen. Og den anden fase vil have fokus på de konkrete anbefalinger til, hvordan visionerne kan realiseres.
- For at sikre en grundig afdækning af hele fiskeriet, arbejder kommissionen med anbefalinger til henholdsvis kystfiskeriet, det demersalt havgående fiskeri og pelagisk- og industrifiskeriet.
- Kommissionens sekretariat placeres i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.