Det er oplyst Hjørring Kommune, at indkvarteringen skal ske på adressen Bakkevej 1-3 i Vrå, som ifølge kontrakten skal kunne huse op til 18 institutionsbeboere.
Denne adresse er imidlertid omfattet af en landzonetilladelse, der kun muliggør institutionsbeboelse for op til syv personer. Det vil sige, at det i dag er muligt at have syv personer boende i institutionen med den nuværende planlægning.
En forøgelse af beboerantallet vil kræve en ny landzonetilladelse, som ejendommens ejer skal ansøge om hos kommunen. Hvis det på baggrund af en sådan ansøgning vurderes, at sagen involverer mere end hvad en landzonetilladelse kan rumme, vil det medføre et behov for ny planlægning for området.
Hjørring Kommune foretager sig ikke noget, før modtagelse af en eventuel ansøgning fra ejer om ønskede ændringer i ejendommens anvendelsesforhold.
Såfremt Hjørring Kommune modtager en ansøgning om forøgelse af antallet af institutionspladser, vil der blive igangsat en planproces, der kan lede til en ny lokalplan eller landzonetilladelse. Dette indebærer en indledende politisk behandling, en høringsperiode og en opfølgende politisk godkendelse. Dvs. at både politikere og borgere vil blive hørt og har afgørende indflydelse ved ansøgning om ændrede vilkår fra det nuværende niveau.
En planproces vil forventeligt tage ca. 1 år.
Hjørring Kommune er ikke myndighed på området for særlige indkvarteringsydelser til voksne asylansøgere og andre udlændinge og ved spørgsmål til det aktuelle udbud og de kontraktmæssige forhold heri, henvises man derfor til Udlændingestyrelsen, som står til rådighed for spørgsmål og yderligere dialog.