Med hjælp af Jens Christian og en gummiged fra HMU A/S fik Carsten Sørensen fra firmaet Green-Ener-Tech i Mosbjerg fredag fjernet de sidste vragrester af Hirtshals Idrætscenters vindmølle ved Halvejen.
Den halvgamle vindmølle blev som tidligere omtalt opstillet helt tilbage i 1989 vest for Hirtshals Idrætscenter. Der har den lige siden stået som et flot vartegn og produceret grøn og dyrebar strøm til Idrætscentret.
For alle os lokale bliver det da også noget af et anderledes syn herefter at svinge fra Hovedvejen ind på Halvejen, hvor der nu bliver frit udsyn over mod Hirtshals Idrætscenter. Flere fiskere mangler vist også landkending.
Carsten Sørensen har i tidens løb fjernet flere hundrede nedslidte eller som i dette tilfælde sammenbrudte møller og kan fortælle, at han tidligere har ryddet op efter to andre af denne type kaldet Vestas V25.
Fredag eftermiddag ved fyraftenstid står der nu kun et par containere ved siden det nedlagte tårn langs fortovskanten på Halvejen.
Ifølge centerleder Lars-Henrik Kristensen er der ikke planer om opsætning af en ny mølle ved Hirtshals Idrætscenter.
Foto: Niels Skipper.
Link til relateret artikel


