Karin Lykke Groth udstiller under temaet “Pure Nature – and some wildness!”. Det er primært med naturinspiration fra Vendsyssel, Samsø og Odsherred.
Karin har arbejdet med vinter- og forårs akvarelmotiver i den smukke danske natur, kombineret med cyanotypi tryk af lokale vilde planter samt dekorering af keramikplatter med matchende motiver i sgraffito teknik.
Niels Huangs udstillede værker er fremstillet ved hjælp af en relativ ukendt teknik, extrudering, der består af et stålrør hvori han med et stempel, manuelt, presser ler ud gennem et formgivende ”mundstykke” med et tryk på op til halvanden ton.
Galleriet indbyder til fernisering kl. 14-16 på åbningsdagen, fredag den 5. august. Der serveres en forfriskning, og der vil være mulighed for at møde både Karin Lykke Groth og Niels Huang, som begge vil fortælle om deres kunst og arbejdsmetoder.
Udstillingen løber frem til den 9. oktober. Den kan opleves i hele galleriets åbningstid – alle ugens dage kl. 10-17.
Niels Huang er født i Kina og uddannet i Danmark som elektroingeniør i 1970. Med egne ord er han ”halvstuderet keramiker” og blev færdig på Kolding Kunsthåndværkerskole i 1974. Han er medstifter af CLAY, Keramik Museum Danmark, som ligger i Middelfart og har udstillet på flere censurerede udstillinger.
Karin Lykke Groths foretrukne udtryksform er akvarel. Hun har gået på Kunstakademiet i København 1986– 1994 og deltaget i kurser i moderne akvarelteknik på Gerlesborgskolan i Sverige 2005–2013. Hun har udstillet på flere censurerede udstillinger og har siden 2011 også undervist i moderne akvarelteknik.
OM GALLERI VISBY:
Galleri Visby er Nordjyllands største kunsthåndværkergalleri, og præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra over 50 udstillere indenfor kategorierne keramik, billedkunst, smykker, træ, pileflet, læder og tekstil samt et udvalg af bjesk, rom og gin. Udover galleriets faste udstillere, vises der året rundt skiftende særudstillinger.
Du finder Galleri Visby i sammenhæng med keramiker Dorte Visbys værksted, i den 200 år gamle lade på Mårupgård. På kanten af Lønstrup Klint, og med resterne af Mårup Kirke i baghaven, ligger gården – helt bogstaveligt – på grænsefladen mellem Lønstrup by og det storslåede landskab omkring Rubjerg Knude.