Det var en glad og veloplagt borgmester, der efter to års pause under coronakrisen endelig kunne byde velkommen til Hirtshals Fiskefestival. Han indledte sin tale med at sende en stor tak til de mange frivillige og organisationen bag festivalen.
– Man bliver jo glad indeni, når sådan et arrangement, efter to års ufrivillig pause, igen bliver stablet på benene. Det er fantastisk, men vi ved jo også, at der bag dette ligger en uhyggelig masse frivillige timer, brugte kræfter, bekymringer, spekulationer, for at det hele kan blive til det, vi ser her i dag, sagde Søren Smalbro.
Borgmester Søren Smalbro holdt åbningstalen i teltet Bølgen. Foto: Niels Chr. Jakobsen.
Tre dage med fisk i fokus og med aktiviteter for folk i alle aldre kan besøgende til Hirtshals Fiskefestival nu se frem til. Ikke mindst konkurrencen Local Cooking, der netop udnytter byens store potentiale ved konstant at udvikle tilberedelsen af fisk, fremhævede borgmesteren.
Bestyrelsesformand for Hirtshals Havn, advokat Anker Laden Andersen. Foto: Niels Chr. Jakobsen.
Uden et velfungerende fiskerierhverv med dygtige og kompetente fiskere, ingen råvarer. Selv om fiskerierhvervet aktuelt er udfordret af vanskelige rammevilkår og befinder sig i et krydsfelt af en til tider uforståelig lovgivning og et ofte tåbeligt regelsæt, udtrykte Søren Smalbro stor tiltro til en fortsat fremtid for fiskerierhvervet i Hirtshals. De fysiske forhold i havnebyen er rigtig gode, og der hersker en ukuelig vilje og evne blandt fiskerne til at se fremad, fastslog borgmesteren.
Havtasker er i år råvarer til Local Cooking. Foto: Niels Chr. Jakobsen.
I sin tale omtalte Søren Smalbro også den nu gennemførte byfornyelse i Hirtshals, der virkelig har givet byen et stort og tiltrængt løft. Ja, faktisk havde han hørt lokale sige, at byfornyelsen ser godt nok ud, hvilket jeg betrager som fuld tilfredshed, lød det med et glimt i øjet fra borgmesteren.
Borgmester Søren Smalbro, turistchef Laila Zielke, koordinator Uffe Truelsen og Ditte Gerstrøm Sørensen, som er formand for Hirtshals Fiskefestival. Foto: Niels Chr. Jakobsen.
På vegne af hele byrådet sluttede Søren Smalbro talen med at ønske en god festival i Hirtshals.