Af Bodil Pedersen
Elverhøjsvej 10
Brønderslev
Region Nordjylland har nu for tredje gang udskrevet stakkels Doris tilbage til plejehjem, og alle tre gange sker det mod den gamle dames eget ønske. Regionen medvirker ved den første udskrivelse ovenikøbet til at bringe det gamle menneske hen på et Corona-ramt plejehjem.
I stedet for at traske i hælene på Hjørring Kommune skulle regionen selvfølgelig tage kontakt til politimyndighederne og her gøre indsigelse imod at udlevere Doris.
Den myndighed, som Hjørring Kommune åbenbart er blevet udstyret med over for Doris, må gå på at yde hende beskyttelse, og når kommunen ikke løser den opgave, må myndigheden selvfølgelig tages fra kommunen igen. Hvis ikke regionen har en lovmæssig pligt til at yde en magtesløs borger beskyttelse, har den i al fald en moralsk og menneskelig forpligtelse til at gå i brechen for Doris over for politimyndighederne.
Doris-sagen er historien om et gammelt menneske, der på femte måned står magtesløs over for en magtfuld kommune. Hjørring Kommune har hele vejen igennem siddet med eneretten til at udlægge sagens sammenhæng over for politi og region, mens den gamle dame i sin stærkt svækkede tilstand har været afskåret fra at gøre sin stemme gældende over for myndighederne i egen sag.
En svækket tilstand, som hun netop er blevet bragt i af samme kommune, som helt åbenbart ikke gør sig de store anstrengelser for at ændre på den situation. Doris er alle tre gange blevet indlagt på sygehuset stærkt dehydreret og med blærebetændelse, og de to sidste gange er indlæggelse alene sket på baggrund af datterens insisteren. Denne gang indlægges hun med stærke smerter og blod i urinen efter ti dage med en ubehandlet blærebetændelse.
”Op i røven, der er alligevel ingen, som vil/kan hjælpe mig” har det lydt flere gange fra den gamle dame og der har heller ikke været nogen hjælp at hente for hende fra nogen myndigheder, og civilsamfundet må træde til i stedet. Jeg vil derfor medvirke til at iværksætte en pengeindsamling til en advokat til Doris og håber, der i offentligheden vil være bred opbakning til at hjælpe hende.
Doris har brug for en advokat, som ikke er begrænset af nogen beskikkelse, men som har friheden og nok så vigtigt viljen til at gå i brechen for hende.