Lene Fleng Madsen med kælenavnet MålMadsen holder stadig scoringsrekorden med 357 mål i Fortuna Hjørring, der på torsdag er vært for kampene i Pulje 3 ved dette års UEFA Women’s Champions League.
Lene er med sine 315 førsteholdskampe en af legenderne i Fortunas lange glorværdige historie, der tæller 11 danske mesterskaber og 9 pokaltitler og dermed Danmarks mest vindende fodboldklub for kvinder. Lene er noteret for 32 kampe på det danske A-landshold, 4 på U21 og 7 på U17. Hun deltog i 1995 ved VM og året efter ved OL i Atlanta.
– Så jeg har mødt en masse udenlandske topspillere, men at repræsentere sin klub i Champions League er alligevel noget helt særligt og meget motiverende, fastslår den tidligere spidsangriber, der som 20-årig i 1993 kom fra Mejrup GU ved Holstebro til Hjørring, hvor hun hurtigt blev et værdsat medlem af Fortuna-familien.
Champions League finale
– Jeg blev tidligt spottet af Fortuna, som inviterede mig med til forskellige turneringer i bl.a. USA og Holland, så det var egentlig naturligt for mig at tage skridtet fra trygge Mejrup til den store klub i Hjørring, hvor jeg fik en fantastisk tid som fodboldspiller og mødte en masse dejlige mennesker, siger Lene Fleng Madsen, der på et tidspunkt valgte af prioritere sin uddannelse på universitetet som cand.merc. aud.
– Jeg sluttede min aktive karriere i Fortuna med finalen i Champions League mod Umeå i sæsonen 2002/2003. Forud var gået syv kampe, de sidste to mod Arsenal, hvorefter vi som det første danske hold stod i en Champions League-finale. Dengang blev finalen afgjort over to kampe, og da vi allerede tabte den første kamp med 4-1 på udebane, var det svært i returkampen, som vi da også tabte med 3-0, husker Lene, der inden karrierestop fik et tilbud fra en japansk klub, som dog pænt blev afslået.
– Champions League var helt vildt motiverende. Vi var oppe mod nogle af Europas dengang bedste hold, og jeg havde en masse sjove oplevelser med gode holdkammerater, hvoraf jeg stadig ses med en del.
Fortuna en del af mig
– Fortuna er blevet en del af mig. Jeg har trænet begge mine piger, og jeg sidder i Fortunas bestyrelse. Fortuna er en klub, der favner alle. Vi har hold fra de mindste piger til kontraktspillere fra både Danmark og udlandet på vores hold i Gjensidige Kvindeligaen, og der er stor opbakning på alle niveauer.
– Jeg har altid været meget ambitiøs og fokuseret. Som barn og ung trænede jeg fodbold hele tiden, og fodbolden har således kostet afsavn på andre områder. Samtidig var jeg meget fokuseret på min skolegang, så for at få det hel til at gå op, har dagligdagen været præget af en stærk struktur, og jeg er helt sikker på, at jeg nyder godt af min professionalisme i dag i mit arbejde om kontorchef i Forsvarets Regnskabsstyrelse, hvor jeg er chef for Løn og Finans med ca. 80 medarbejdere, siger hun.
Fakta om Lene
Født: 11. marts 1973.
Kampe for Fortuna: 315 kampe i perioden 8/8 1993 – 21/6 2003. Scoret 357 mål og dermed i top 10 over international kvindefodbolds bedste målscorere.
Topscorer: Topscorer i Kvindeligaen i 1994, 1995 (dansk scoringsrekord på 46 mål), 1997/98, 1998/99 og 2000/2001.
Titler med Fortuna: Dansk Mester i 1994, 1995, 1996, 2000 og 2002. Dansk pokalmester i 1995, 1996, 2000 og 2001. Nordisk klubmester i 1995 og 1996. Finale i Champions League i 2003 (eneste danske hold nogensinde).
Landsholdskarriere: 11 U-16-17 landskampe, 4 U-21 landskampe, 32 A-landskampe og 10 mål. Deltagelse ved VM i 1995 og OL i 1996.
Kåringer: Årets spiller i dansk kvindefodbold i 1995.