Inge Møller fra Tversted er kørt med tog og bus til Jelling, hvor hun har boet på Nørrelide Herberg, som ligger smukt tæt op af Jellingestenene. Der var meget stille, der var kun en vandrer ud over hende, en hollænder, som er på vej til Oslo. Vi har fået lov til at følge med på turen i en lukket gruppe, idet vi glæder os til at delagtiggøre læserne i Inge Møllers oplevelser på vej mod Als.
Denne sensommervarme mandag er Inge Møller så draget afsted til fods og snuppede den første pause efter godt 6 km. Selv om hun sagtens bare kunne gå videre, er det vigtigt for hende at huske pauser, få luftet fødderne og så få et par tørre strømper på. Dermed økonomiserer hun med sin energi og undgår forhåbentlig vabler.
Det er også vigtigt at huske noget sødt og salt og så selvfølgelig vand, lyder det allerede tidligt på denne første dag fra Inge Møller. Det blev til 29,3 km. på denne meget, meget varme mandag. Hun har alligevel nydt det og har som allerede antydet holdt mange pauser. Ud af de 9,5 time, hun har været på farten, er knap 4 timer brugt på pauser.
I middagsheden lagde Inge Møller sig fornuftigvis også på et tidspunkt i skyggen i halvanden time med lydbog i ørerne og holdt en lang hyggelig pause hos Bindeballe Købmandsgård. Der fik hun desuden sukkerdepoterne tanket op med kaffe og kage.
Naturmæssigt har det også været en flot tur, hvor hun blandt andet er gået forbi Vingstedcentret og gået ad Bindeballestien.
Fortsat god tur og på gensyn til Inge Møller!